Der har længe været spekulationer om Harry Kane.
Længe har den 28-årige stjerneangriber været rygtet til Manchester City, og da Premier League-sæsonen begyndte i sidste weekend, var den målfarlige englænder ikke med i truppen for Tottenham.
Dog kunne fans af Tottenham glæde sig ved, at deres mangeårige talisman igen var med i truppen i denne weekend. Han var med på bænken og blev skiftet ind, da Tottenham slog Wolverhampton med 1-0.
Ordkrig på tribunen
Ifølge journalisten Alasdair Gold, var der gang i tribunerne i løbet af kampen, og det omhandlede Kane.
Wolverhamptons fans sang 'Harry Kane, han vil gerne skride fra jer'. Tottenhams udefans svarede at 'Harry Kane, han er en af vores', da Kane blev skiftet ind.
Det fik dog ikke fangruppen fra 'Wolves' til at tie. De sang, at 'der på banen er et grådigt svin, og at Kane er Manchester City-spiller i morgen. Det fik Tottenhams fans til at synge, at 'Kane er mere værd end Wolverhampton'.
Transfer-sagaen fortsætter
Ifølge Talksport var Harry Kane efter sejren nede ved de medrejsende fans, hvor han blev modtaget af klapsalver. Det har dog været et udfordret forhold, som Harry Kane og Tottenhams fans har haft henover sommeren.
Med kun otte dage tilbage af transfervinduet er der ifølge Manchester Evening News stadig forhandlinger mellem Tottenham og Manchester City om den profilerede angriber.
Det er dog ikke småpenge, som klubberne diskuterer.
Ifølge avisen ønsker Tottenham 1,3 milliarder kroner for angriberen, men Manchester City vil 'kun' betale i omegnen af 1 milliard for Kane.
Harry Kane har i sin karriere spillet 246 Premier League-kampe, hvilket har kastet 166 mål af sig.