Topnavne til Premier League: Sådan skal storklubberne handle

Den engelske Premier League er kendt for at suge de største stjerner til ligaen. Ekstra Bladet har taget et kig på, hvad der skal ske for de fem engelske topklubber i sommerens transfervindue

Juventus' Paul Pogba (højre) og Napolis Gonzalo Higuain (venstre) er mulige forstærkninger i flere af topklubberne i Premier League. (Foto: AP)
Juventus' Paul Pogba (højre) og Napolis Gonzalo Higuain (venstre) er mulige forstærkninger i flere af topklubberne i Premier League. (Foto: AP)

Transfervinduet er åbnet, og jagten på de største navne i fodboldens verden er sat ind. Især de engelske Premier League-klubber har travlt med at indfange nogle af de største stjerner til den engelske liga.

Ekstra Bladet har snakket med Premier League-ekspert Morten Bruun om, hvor de fem storklubber Chelsea, Manchester United, Manchester City, Arsenal og Liverpool skal opruste sig og giver dig overblikket over de aktuelle transferrygter.

LIVERPOOL:
I sidste sæson var Liverpool millimeter fra det engelske mesterskab, men måtte se sig overhalet af Manchester City.

Denne sæson har været en skuffende omgang for Merseyside-klubben, som slet ikke har kunnet levere på samme høje niveau. Derfor skal der tages affære i sommerens transfervindue, hvis de vil op og konkurrere med de fire andre topklubber næste sæson.

- De skal til at have skabt en ny midtbaneprofil efter Steven Gerrard, Jeg føler mig slet ikke overbevist om, at Jordan Henderson, Joe Allen og Lucas alene kan løfte den opgave, vurderer Morten Bruun, der peger på Borussia Dortmunds Ilkay Gündogan som et alternativ, men han tvivler på, at midtbanespilleren vil til Merseyside-klubben.

- Liverpool har haft en skuffende sæson, og Gündogan vil have andre tilbud, der er mere attraktive end Liverpool, men han ville helt sikkert pynte i Liverpool.

Zlatan er et af de hotte transfer-emner for Liverpool. (Foto: AP)
Zlatan er et af de hotte transfer-emner for Liverpool. (Foto: AP)
 

Transferrygter: Douglas Costa (Shakhtar Donetsk), Zlatan Ibrahimovic (Paris Saint-Germain)

CHELSEA:
De engelske mestre har haft en sublim sæson, hvor hele holdet har leveret imponerende præstationer. Alligevel er The Blues den klub, som i sommerens transfervindue er sat i forbindelse med adskillige af de største stjernenavne.

- De har næsten det komplette hold. Der er nærmest dobbeltdækning på alle positioner, så det eneste, de skal kigge på, er supplement-spillere vurderer Morten Bruun, som ikke mener, at Chelsea har nogen svage punkter.

- De er så stærke på alle positioner, men hvis jeg absolut skal pege en ud, så vil jeg sige, at Oscar ikke har haft en fantastisk god sæson, og hvis Chelsea for alvor vil op og konkurrere om Champions League, så kunne en kreativ midtbanespiller i 10’er-rollen måske være den sidste brik i puslespillet.

Chelsea er brændt varme på Falcao. (Foto: AP)
Chelsea er brændt varme på Falcao. (Foto: AP)
 

Transferrygter: Poul Pogba (Juventus), Radamel Falcao (Monaco), Miranda (Athlético Madrid), Zlatan Ibrahimovic (Paris Saint-German), Gianelli Imbula (Marseille), Antoine Griezmann (Atlético Madrid), Gonzalo Higuain (Napoli) og Douglas Costa (Shakhtar Donetsk).

MANCHESTER CITY:
Manchester City har til trods for deres flotte andenplads haft en utilfredsstillende sæson, hvor flere af de bærende spillere ikke har leveret på samme høje niveau som tidligere. Derfor forventes klubben også at gå spiller-amok i sommerens transfervindue.

- De har store problemer i det centrale forsvar, hvor Mangala, Demichelis og Kompany alle har haft en svag sæson, vurderer Morten Bruun og uddyber.

- De mangler en spiller som Pogba fra Juventus, der tør gå ind og sige, at nu skal de give ham bolden i stedet for Yaya Touré. Pogba ville virkelig ruske op i holdet og udfordre den rangorden, der altid er på et hold, og det ville være fantastisk for Manchester City.

Liverpools Sterling bliver rygtet til rivalerne Manchester City. (Foto: AP)
Liverpools Sterling bliver rygtet til rivalerne Manchester City. (Foto: AP)
 

Transferrygter: Poul Pogba (Juventus), Raheem Sterling (Liverpool), Isco (Real Madrid), Kevin de Bruyne (Wolfsburg), Lars Bender (Leverkusen).

ARSENAL:
Det må siges at have været en absolut tilfredsstillende sæson for Arsenal. De har vundet FA Cuppen og med en tredjeplads i Premer League er de direkte kvalificeret til Champions League næste sæson, hvor de i de foregående sæsoner har skullet ud i kvalifikationskampene i august måned.

Holdets største nederlag i sæsonen var, da de røg ud af ottendedelsfinalen i Champions League mod Monaco. Det er da også oplagt, at Arsenal vil benytte sommerens transfervindue til at opruste på de defensive positioner.

- De er ligesom Liverpool markant dårligere stillet på målmandsposten end Chelsea, United og City, og det er virkelig en vital post at være sårbar på, siger Morten Bruun, som også pointerer, forsvaret godt kunne forstærkes.

- Jeg har i mange år været bekymret for deres midterforsvar, hvor jeg synes, at Mertesacker ser langsom ud. De købte brasilianeren Gabriel Paulista i januar, men jeg er ikke overbevist om, at han er løsningen.

Douglas Costa er en mulig forstærkning til Arsenal i den kommende sæson. (Foto: AP)
Douglas Costa er en mulig forstærkning til Arsenal i den kommende sæson. (Foto: AP)
 

Transferrygter: Zlatan Ibrahimovic (Paris Saint-Germain), Lars Bender (Leverkusen), Douglas Costa (Shakhtar Donetsk).

MANCHESTER UNITED:
I sidste sæson missede Manchester United en af de europæiske pladser i Premier League, men i denne sæson endte de som nummer fire og skal dermed spille Champions League-kvalifikation til august. Morten Bruun mener dog ikke, at det er tilfredsstillende for storklubben.

- Det er yderst skuffende. Uanset hvad Louis van Gaal råber det op til, så er det ikke en attråværdig placering for United. Det er kun i forhold til sidste sæson, for i de mange foregående sæsoner er de aldrig sluttet så dårligt som nummer fire, siger Morten Bruun, som er helt sikker på, hvor klubben skal hente forstærkning.

- Midterforsvar, midterforsvar, midterforsvar, og det skal være Otamendi fra Valencia. Han har haft en fantastisk sæson, og United kunne sagtens være interessant for ham – ikke mindst lønmæssigt.

Manchester United satte transferrekord, da de købte Angel Di Maria for næsten 60 millioner pund i Real Madrid i sommer, men han har ikke formået at indfri de store forventninger.

- Han har skuffet kolossalt. Den dyreste spiller, der er hentet til Premier League nogensinde, og så kan han ikke engang spille sig i startopstillingen, siger Morten Bruun, som også mener, at Robin van Persie har skuffet meget. Alligevel mener Bruun ikke, at United skal hente andre offensive kræfter.

- De har navnene og profilerne til at sætte en fantastisk offensiv sammen, så de skal fokusere på at finde den rigtige kombination og den rette motivation, for så har de et super angreb med de spillere, de har i forvejen.

Schweinsteiger er af de mange stjernespillere, der rygtes til United i sommerens transfervindue. (Foto: AP)
Schweinsteiger er af de mange stjernespillere, der rygtes til United i sommerens transfervindue. (Foto: AP)
 

Transferrygter: Bastian Schweinsteiger (Bayern München), Gareth Bale (Real Madrud), Poul Pogba (Juventus), Raphaël Varane (Real Madrid), Karim Benzema (Real Madrid), Lars Bender (Leverkusen), Gonzalo Higuain (Napoli).

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere