Fodboldklubben Tottenham meddeler på Twitter, at stjerneangriberen Harry Kane har forlænget sin kontrakt til sommeren 2024.
Dermed lægger anføreren for det engelske landshold to år på sin kontrakt, der tidligere løb frem til 2022.
Kontraktforlængelsen betyder samtidig, at der - i hvert fald for en stund - bliver lagt låg på rygterne om et klubskifte væk fra Tottenham.
Harry Kane er blandt andet blevet kædet sammen med et skifte til Real Madrids Champions League-vindere.
24-årige Harry Kane er to gange blevet topscorer i Premier League, og de fire seneste sæsoner har han scoret mål på stribe i den bedste engelske række.
I alt er angriberen noteret for 108 ligamål i 150 kampe for Tottenham, der har taget store skridt frem i de seneste sæsoner.
I forrige sæson sluttede klubben som nummer to i Premier League, og i den netop overståede sæson blev Tottenham nummer tre.
Tottenham, der har danske Christian Eriksen i truppen, forlængede for nylig kontrakten med manager Mauricio Pochettino frem til 2023.
Harry Kane og England skal senere i juni deltage ved VM i Rusland.
Her skal England møde Belgien, Tunesien og Panama i gruppespillet.
Harry Kane har scoret 13 mål i 24 landskampe for England siden debuten i 2015.