Tottenham-helt igen: Eminente Eriksen matchvinder påny

Den 22-årige dansker sikrede Tottenham en 2-1-sejr over Sunderland med en scoring to minutter før slutfløjt

Christian Eriksen blev endnu en gang en sen matchvinder for Tottenham, der lørdag slog Sunderland med 2-1 i Premier League.

Den danske midtbanespiller scorede to minutter før slutfløjt det afgørende mål for Tottenhams værter, da han modtog bolden på kanten af straffesparksfeltet og via stolpen lagde den i mål.

Den 22-årige dansker var allerede efter tre minutter involveret i hjemmeholdets åbningsmål.

Eriksen lagde fra sin position på højrekanten en drilsk aflevering ind i feltet, hvor en Sunderland-forsvarer kiksede i et forsøg på at sparke bolden ud af farezonen. I stedet endte den hos Jan Vertonghen, der drønede bolden i mål til 1-0.

Se også: Christian Eriksen er Årets Fodboldspiller

Christian Eriksen havde en god chance for at udbygge Tottenhams føring et kvarter senere, men gæsternes målmand Costel Pantilimon fik afværget danskerens forsøg med en pragtredning.

I stedet for 2-0 til Tottenham fik Sunderland udlignet efter en halv times spil, da svenske Sebastian Larsson på et direkte frispark sendte bolden op i målhjørnet til 1-1.

Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, var da også en tilfreds mand efter opgøret.

- Jeg er meget glad på vegne af vores spillere og fans. Vi spillere meget bedre end Sunderland - og så er Christian Eriksen bare en virkelig god spiller. Det er en fantastisk sejr for os, siger manageren til BBC.

Hør, hvad Eriksen selv havde at sige om kampen:

Den sene Eriksen-scoring betyder, at Tottenham rykker op på Premier Leagues femteplads - 15 point efter topholdet Chelsea.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere