Tottenham-helt: Jeg nægter at tro på titlen

Matchvinderen mod Swansea holder benene på jorden inden slutspurten om det engelske mesterskab går ind

Danny Rose og Tottenham kan løbe af sted med guldet - men selv tror Tottenham-profilen, weekendens matchvinder, ikke på det. (Foto: AP)
Danny Rose og Tottenham kan løbe af sted med guldet - men selv tror Tottenham-profilen, weekendens matchvinder, ikke på det. (Foto: AP)

LONDON (Ekstra Bladet): Det er ikke mange mål, Danny Rose scorer, men når han finder vej til netmaskerne, er det altid med vigtige scoringer.

Tottenhams venstreback debuterede med et brag af en flugter i sin debut mod arvefjenden Arsenal tilbage i 2010, og siden er det også blevet til vigtige mål mod Chelsea og West Ham.

Men vigtigheden af de scoringer kan blegne i sammenligning med det skud fra distancen, der smuttede under en ellers velspillende Lukasz Fabianski i Swansea-buret efter 77 minutter af søndagens opgør.

Efter Leicesters sene 1-0 sejr over Norwich lørdag og ikke mindst Arsenals nederlag til Manchester United søndag ville alt andet end tre point nemlig være en katastrofe. Ikke mindst set i lyset af det vanskelige kampprogram, som venter.

Se også: Leicester-manager roser FCK-køb efter debut

Men Danny Rose afviser blankt at tale om, at mesterskabet kan være på vej til White Hart Lane for første gang siden 1961.

- Jeg nægter at drømme om det. Jeg vil gerne tro på, at vi kan gøre det, men jeg vil ikke tænke for meget på det, siger Rose, der erkender, at det har krævet et mentalitets-skifte at blive et ægte tophold.

- Før kampen mod Manchester City spiste jeg middag med Erik Lamela. Der spurgte jeg stadig, om han troede, at vi kunne ende i top fire. Jeg har aldrig tidligere oplevet, at nogen så på mig med sådan en foragt. Han sagde, ’min ven, vi kan vinde ligaen’, fortæller han.

- Jeg er klar over vores position, men jeg vil ikke lade mig rive med. Kampe som den Leicester havde mod Norwich, hvor de scorede i sidste minut, kan blive afgørende for dem. Jeg håber, at mit mål viser sig at være et afgørende øjeblik for Tottenham, når sæsonen er forbi. Man ved aldrig, siger backen, der igen er førstevalg i det interne back-hierarki foran Ben Davies.

Se også: Spurs forgylder Eriksen: Nu kommer lønforhøjelsen

- Jeg vil være i stand til at sige mere om det efter sæsonen. Jeg håber, det er et vigtigt mål. Efter sæsonen ved vi, hvor vigtigt det var, konstaterer Danny Rose, der fortsat overvejer, om Mauricio Pochettinos mandskab er det bedste Tottenham-hold, han har spillet på.

- Jeg har tænkt meget over det, og jeg ikke sikker. Det er formentlig holdet med det bedste sammenhold, som jeg har været med på, og det er nok endnu vigtigere end de egentlige spillemæssige kvaliteter. Vi svigter aldrig hinanden, og vi er parate til at løbe til det sidste for hinanden.

- Det viste vi mod Swansea, men jeg er ikke sikker på, at det er det bedste hold, jeg har spillet på her, siger Danny Rose, der har haft navne som Gareth Bale, Luka Modric, Ledley King og Rafael van der Vaart som holdkammerater.

TV: Eriksen var i hopla, da Tottenham slog Swansea. Han kom ikke på tavlen, men han var tæt på. Se selv herunder.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere