Tottenham klar med vild årsløn til Eriksen

Tottenham har lavet nye store aftaler med nøglespillerne Hugo Lloris og Harry Kane - og Christian Eriksen er den tredje i rækken, der skal forgyldes

Christian Eriksen kan se frem til en årsløn på 30 millioner kroner. (Foto: AP/Nick Potts)
Christian Eriksen kan se frem til en årsløn på 30 millioner kroner. (Foto: AP/Nick Potts)

På sidste dag af transfervinduet i sidste uge meldte Tottenham ud, at de havde lavet en ny femårig kontrakt med topscorer Harry Kane.

For Tottenham-fans var den nyhed nærmest bedre, end hvis Tottenham havde bekræftet en ny stjernespiller.

Harry Kane fejrede også den nye kontrakt med at sænke London-rivalerne Arsenal i lørdagens 2-1-sejr på White Hart Lane.

Der lå en klækkelig lønforhøjelse for den engelske angriber, der er vokset op i klubbens ungdomsafdeling. Dermed har Tottenham sikret langtidskontrakter med de to nøglespillere målmand Hugo Lloris og Harry Kane.

Næste mand i rækken er danske Christian Eriksen. Der var i december lidt snak frem og tilbage omkring at kigge på en ny kontrakt til den danske landsholdsprofil, der fylder 23 år på fredag.

Se også: 100 millioner: Derfor er Eriksen et røverkøb

Egentlig vil Eriksen og hans hollandske agent Martin Schoots foretrække at vente med kontraktsnakken, til sæsonen er slut i juni, men Tottenham virker ivrige efter at lukke den tredje aftale på stribe med en af holdets største profiler. Ifølge Ekstra Bladets engelske pressekilder presser Spurs derfor på for at få Eriksen til forhandlingsbordet, så en aftale kan lukkes allerede i foråret.

Christian Eriksen har leveret varen i denne sæson og stået bag adskillige kampafgørende scoringer, og den danske offensiv-spiller er allerede oppe på ni mål i Premier League i denne sæson. Derudover scorede han de to mål, der for nylig sikrede Tottenham adgang til Carling Cup-finalen.

Tottenhams magtfulde boss Daniel Levy er god til at belønne de spillere, der præsterer på højt niveau hver eneste gang. Derfor er han også klar til at skubbe Eriksen længere op i Tottenhams lønhierarki.

Lige nu tjener Eriksen omkring 18 mio. kr. årligt, men en ny aftale vil formentlig sikre ham en ugeløn på cirka 640.000 kr., der bliver til en lønpakke omkring 30 mio. kr. årligt.

Se også: Eriksens elendige statistik: Har aldrig vundet lokalbrag

Flere af Tottenhams yngre profiler som Harry Kane, Ben Davies, Eric Dier, Kyle Walker og Ryan Mason er på kontrakter, der løber frem til 2019 og 2020. Det samme gælder viceanfører Hugo Lloris, der forlængede frem til 2020 i efteråret.

Eriksens kontrakt udløber først i 2018, men Tottenham ønsker at sende et signal med, hvem holdet skal bygges op omkring, og derfor binder de spillerne på lange kontrakter. 

Kort før Harry Kanes nye kontrakt blev officiel åbnede Spurs-manager Mauricio Pochettino også for, at der var mere på vej.

- Det er vigtigt for os hele tiden at kigge fremad og se på, hvordan vi bygger på fremtiden i denne klub. Vi taler løbende kontrakter med mange af vores spillere, og de, som gør det godt, skal naturligvis også belønnes, sagde den argentinske manager i et interview med BBC.

Se også: Eriksens kongekasse sender Tottenham til Wembley

Han ønskede dog ikke at nævne specifikke navne, men alt tyder på, at han især refererede til Harry Kane og Eriksen.

Du kan se en række af Christian Eriksens mål herunder:

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere