Tottenham låner milliardbeløb

Tottenham optager nødlån på 1,5 milliarder kroner fra bankordning, der skal hjælpe virksomheder gennem krisen

Tottenham spiller på en ny hjemmebane i London, men de mange tilskuerpladser kan ikke tages i brug i den kommende tid på grund af coronakrisen. (Arkivfoto). Foto: David Klein/Reuters
Tottenham spiller på en ny hjemmebane i London, men de mange tilskuerpladser kan ikke tages i brug i den kommende tid på grund af coronakrisen. (Arkivfoto). Foto: David Klein/Reuters

Fodboldklubben Tottenham er blevet godkendt til at optage et nødlån på små 1,5 milliarder kroner i en statslig økonomisk hjælpepakke i Storbritannien for at klare sig gennem coronakrisen.

Det oplyser London-klubben torsdag på sin hjemmeside.

For tre måneder siden blev kampene i Premier League suspenderet på grund af coronapandemien, hvilket har kostet klubben betydelige indtægter.

Når ligaen genstartes 17. juni, så sker det uden tilskuere for at hindre smittespredningen af coronavirus. Dermed får Tottenham og de øvrige klubber ingen entréindtægter.

Premier League-klubberne skal samtidig give rabat til de tv-stationer, der har betalt store summer for at sikre sig rettigheder til at transmittere fra den engelske liga.

Derudover hindrer coronakrisen, at der bliver afholdt koncerter og andre større sociale arrangementer på Tottenhams hjemmebane.

Samlet set vurderer Tottenham, at klubben frem mod juni 2021 kan miste omsætning for op mod 1,7 milliarder kroner (200 millioner pund) i forhold til den budgetterede omsætning.

Lånet på små 1,5 milliarder kroner (175 millioner pund) optages i den britiske nationalbank, Bank of England. Lånet skal betales tilbage inklusiv renter.

Dokument afslører: FCK i stor corona-bommert

Begrænset succes: Så kom nye bryster og berømmelse

Tæt på enestående rekord: - Så tænk dig dog om!

Hun skal sælge Superligaens stjerneskud