Torsdag eftermiddag faldt den 49-årige, tidligere Tottenham-stjerne David Ginola om midt på en golfbane under en velgørenhedskamp ved Cannes i Frankrig. Efterfølgende blev han fløjet til Fyrstinde Grace-hospitalet i Monaco, hvor han blev tilset og senere opereret omkring hjertet.
I timerne efter ulykken var der var forvirring omkring, hvad der egentlig skete med franskmanden. Flere medier skrev, at han havde fået et hjerteanfald. Altså, at han var faldet om som følge af for eksempel en blodprop. Men det var tilsyneladende ikke tilfældet, meddeler en af lægerne, der opererede Ginola torsdag.
- Han fik ikke et hjerteanfald, men komplekse skader ved en af hjertets årer gjorde, at vi måtte foretage en bypassoperation (operation, hvor man indsætter en kunstig åre til at føre blodet uden om en forsnævring i for eksempel en forkalket kranspulsåre, red). Vi gik på operationsbordet ved 19-tiden og blev færdige ved 1.30-tiden, siger lægen Gilles Dreyfus, der ledte operationen, ifølge Goal.com.
Samme læge meddeler, at Ginola har det fint efter omstændighederne.
- Han husker ingenting fra situationen, men han har det godt. Jeg talte med ham. Og der er ingen neurologiske skader (skader i nervesystemet eller hjernen, red.), siger han til mediet Nice Matin ifølge Goal.com.
Tottenham-legende hasteindlagt
Ginola lader til at være ved godt mod. Tidligere fredag kom han med en opdatering omkring sin egen situation efter operationen.
'Hallo verden, har aldrig sovet bedre. Jeg har det fint, har bare brug for at hvile mig lidt. Tak til jer allesammen for jeres fantastiske støtte', lyder Ginolas Twitter-opdatering.
Den tidligere topspiller er mest kendt for sin tid i Tottenham, hvor det blev til 100 kampe og 13 scoringer. Men han har blandt andet også spillet mange år i Paris Saint-Germain, hvor det blev til 115 kampe og 33 scoringer.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.