Jubler over Højbjerg-skifte

Pierre-Emile Højbjerg har den seriøsitet og disciplin, der skal til for at spille fast hos Tottenham, mener fodboldkommentator Peter Piil

Pierre-Emile Højbjerg kan fremover kalde sig Tottenham-spiller, efter London-klubben er blevet enig med Southampton om en pris for danskeren. Foto: Tottenham Hotspur FC/Tottenham Hotspur FC via Getty Images
Pierre-Emile Højbjerg kan fremover kalde sig Tottenham-spiller, efter London-klubben er blevet enig med Southampton om en pris for danskeren. Foto: Tottenham Hotspur FC/Tottenham Hotspur FC via Getty Images

Tirsdag blev det bekræftet, at den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg skifter Southampton ud med Tottenham.

Og der er ingen tvivl om, at det er skridt op for midtbanespilleren, som med sin disciplin har en god chance at blive en fast spiller hos Tottenham, mener fodboldkommentator Peter Piil fra Discovery.

- Jeg synes, at Pierre-Emile har en god evne til at vokse med opgaven, så er han på et hold i et niveau, så tilpasser han sig det. Det tror jeg også, at han vil gøre hos Tottenham, så jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle spille fast.

- Men det er en stor klub, der er konkurrence om pladserne, du skal vise form, og så skal du, når du får chancen, gribe den. Han har den seriøsitet, der skal til. Han arbejder med sig selv og er meget disciplineret, fastslår Peter Piil.

Piil slår samtidig fast, at man skal huske, at Højbjerg har haft sine nedture i sin karriere, hvorfor han er meget modstandsdygtig. Han vil derfor ikke vil lade sig slå ud, hvis han starter på bænken i en kamp. Han vil derimod arbejde endnu hårdere.

Se også: Advarer Eriksen: Alle taler om det

Ikke nødvendigvis midtbanespiller
Mange peger på, at den danske spiller er blevet købt som defensiv midtbanespiller i Tottenham, men det er Piil ikke helt enig i vil være den bedste placering for Højbjerg.

I stedet ser han ham mere som en 8'er.

- Han er ikke decideret defensiv midtbane i mine øjne. Så skal han ligge der sammen med en anden, som to 6’ere, men ikke som alene holdende midtbanespiller. Det synes jeg, han er lidt for flagrende i sin spillestil til, siger han og fortsætter:

- Han vil gerne med frem. Han har det også i sit spil, den her fremdrift. Så jeg synes faktisk, at han ville passe bedre som 8’eren.

Betydning for landsholdet
Ifølge kommentatoren har Pierre-Emile Højbjerg mere eller mindre været lagt på is på landsholdet. Skiftet til Tottenham kan derfor få en positiv betydning ikke blot for hans rolle på det danske landshold i fremtiden, men også for landsholdet.

- Hvis han kommer ind og spiller fast, så er det klart, at det er attraktivt for Kasper Hjulmand at kigge den vej. Jo flere danske spillere, der spiller på det højeste niveau, jo bedre.

- Og spiller du på et af de syv-otte bedste hold, så giver det sig selv, at så er du faktisk en spiller i europæisk topklasse.

- Alt andet lige så vil det gavne konkurrencen på den centrale midtbane på landsholdet.

Se også: På alles læber: Det har kæmpe betydning

24 kommentarer
Vis kommentarer