Medie: Juventus opgiver Eriksen - nu jagter de Danmarks onde ånd

Ifølge italiensk transfer-guru har Juventus opgivet Christian Eriksen og lurer nu på Dortmund-stjerne

Henrikh Mkhitaryan er angiveligt det nyeste navn på Juventus' ønskeliste. (Foto: Jens Dresling)
Henrikh Mkhitaryan er angiveligt det nyeste navn på Juventus' ønskeliste. (Foto: Jens Dresling)

Listen over danske profiler i Juventus-trøjen er både lang og stjernebesat.

Fra Johannes Pløger, John Hansen, Carl Aage Præst, Karl Aage Hansen og Helge Christian Bronée til mere nutidige navne som Michael Laudrup, Christian Poulsen, Frederik Sørensen og senest Nicklas Bendtner har 'Den Gamle Dame' haft mange danske herrebekendtskaber.

Men Christian Eriksen skriver sig næppe ind på den liste i denne omgang, selvom Ekstra Bladet mandag kunne afsløre, at Juventus har forsøgt sig med et bud på ca. 172,5 mio. kroner, der skulle lokke danskeren fra London til Torino.

Se også: Afviser Juve-bud på Eriksen: Så vild er prisen

I Spurs er de dog glade for Eriksen og kræver i omegnen af 370 mio. kroner for midtbanestjernen, så italienerne fik ikke noget ud af forsøget.

Og ifølge den normalt ganske troværdige italienske journalist og transfer-guru Gianluca Di Marzios hjemmeside har Juventus nu opgivet jagten på danskeren. Og han hævder videre, at der slet ikke har været formel kontakt mellem klubberne, selvom den italienske interesse har været reel.

Efter afskeden med Arturo Vidal, der er røget til Bayern München, har Juventus ellers været på udkig efter manden, som skal lukke hullet efter den chilenske stjerne.

Det har vist sig meget vanskeligt at lande navne som Eriksen, Schalkes Julian Draxler, ligesom både Real Madrids Isco og Chelseas Oscar ifølge Di Marzio har vist sig uopnåelige

Christian Eriksen skal næppe nogen steder denne sommer. (Foto: PA)
Christian Eriksen skal næppe nogen steder denne sommer. (Foto: PA)

Derfor skal cheftræner Massimiliano Allegri nu have indstillet kikkerten på Dortmunds armenier Henrikh Mkhitaryan, der som bekendt har været et ubehageligt bekendtskab for dansk fodbold.

Således spillede han en hovedrolle og kom på scoringslisten, da Armenien i 2013 tildelte Morten Olsens tropper et forsmædeligt 0-4 nederlag på hjemmebane i kvalifikationen til VM i Brasilien.

Og den målfarlige midtbanespiller var på pletten igen, da Danmark sidste år fik revanche med en 2-1 sejr i EM-kvalifikationen.

Se også: Afsløring: Juve-plan: Eriksen skal afløse superstjernen

Han har leveret varen, og derfor er Dortmund næppe villige til at sælge, så måske forsøger Juventus sig en sidste gang med Christian Eriksen. Men med mindre Spurs' bestyrelsesformand, Daniel Levy, der er kendt som en notorisk barsk forhandler, pludselig ændrer standpunkt, så har Juventus ikke råd til danskeren.

Til gengæld overvejer de italienske mestre angiveligt at lægge billet ind på Christian Eriksens holdkammerat Erik Lamela, der trods en pris på 300 mio. kroner, som gør ham til Tottenhams dyreste spiller, slet ikke har fundet melodien i Premier League.

Imens er Juventus tæt på at forstærke venstresiden med FC Portos brasilianske landsholdsspiller Alex Sandro, der meldes tæt på et klubskifte.

Her smider Tottenham og Eriksen to point mod Stoke:

11 kommentarer
Vis kommentarer