Armene var langt over hovedet på de fleste i og omkring Liverpool FC, da det lykkedes at hente tyske Jürgen Klopp til Anfield i oktober 2015.
Siden er det gået overordnet set gået godt for The Reds, selvom man endnu ikke har været i nærheden af mesterskabet under tyskerens ledelse.
Det er dog blevet til finalepladser i både Liga Cup'en og Europa League - samt kvalifikation til denne sæsons Champions League-playoffs.
Og det bliver vildere endnu.
Liverpool ender med at blive engelsk mester med Jürgen Klopp ved roret.
Det mener hans landsmand og nu forhenværende kollega i faget, Ottmar Hitzfeld.
I et interview med nyhedssitet t-online.de fortæller den tidligere dobbelte vinder af Champions League, at han anser Klopp som værende en af verdens bedste trænere.
- Jürgen Klopp er blandt de allerbedste trænere, men han har sammenlignet med de andre store trænere endnu ikke vundet en stor, international titel.
Bygger noget særligt
- Han bliver på kortere eller længere sigt engelsk mester, det er jeg overbevist om. Han er ved at bygge noget særligt op i Liverpool, han er en stor motivator, anerkendt - og en fantastisk repræsentant for tyske trænere.
- Det er ikke let at bryde igennem i engelsk fodbold. Men det har han formået, siger Hitzfeld.
At Klopp er en populær skikkelse i klubben vidner kontraktforlængelsen til 2022 om. LFC's amerikanske ejere lægger ikke skjul på, at de anser tyskeren for at være et optimalt bud på en manager, der kan føre Liverpool helt til tops igen.
En position man ikke har haft siden 1990!
Hitzfeld selv er blevet 68 år og har stoppet karrieren, der har gjort ham til en af fagets største. Med Borussia Dortmund og Bayern München nåede han at vinde hele syv tyske mesterskaber og tre pokaltitler samt to Champions League-trofæer.
Han er en af blot fem trænere, der har vundet Mesterholdenes Europa Cup/Champions League med to forskellige klubber.
De øvrige er i øvrigt Ernst Happel, José Mourinho, Jupp Heynckes og Carlo Ancelotti.