Træner som om intet er sket

Både Tottenham og Burnley trænede på normal vis torsdag, mens resten af klubberne i Premier League venter enten på grund af coronakarantæne eller ud fra et forsigtighedsprincip

José Mourinhos tropper i Tottenham trænede torsdag igen trods coronaepidemien. Billederne her er dog fra før Champions League-kampen mod Leipzig i sidste uge. Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix
José Mourinhos tropper i Tottenham trænede torsdag igen trods coronaepidemien. Billederne her er dog fra før Champions League-kampen mod Leipzig i sidste uge. Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

Coronaepidemien fejer hen over Europa og påvirker dagligdagen for millioner af mennesker.

Flere store lande som Italien, Frankrig og Spanien har decideret udgangsforbud, hvilket betyder, at mange fodboldstjerner har fundet alternative måder at træne på - det kan du læse meget mere om her.

I England har premierminister Boris Johnson dog ikke været så radikal som sine med-europæere. Først fredag lukker de engelske skoler, og det er stadig muligt at være forsamlet op til 500 mennesker ad gangen.

Derfor er der heller ingen restriktioner for fodboldklubberne i Premier League. Det har Tottenham og Burnley udnyttet, da de torsdag var de to eneste klubber, der trænede helt normalt.

Det gjorde de også, selv om der torsdag blev afholdt videokonference mellem klubberne og Premier League, hvor der blev besluttet, at ligaen ligger stille mindst frem til 30. april.

Flere klubber havde afventet mødet, hvor der altså ikke kom noget ud om træningsrestriktioner, hvilket efter planen betyder, at Wolverhampton, Brighton og Watford fredag genoptager den normale træning, mens de fleste andre venter til efter weekenden.

Det vil også trupper som Arsenal og Chelsea, der ellers har været i karantæne, efter at henholdsvis træner Mikel Arteta og spiller Callum Hudson-Odoi torsdag i sidste uge blev testet positive for coronavirus.

Udviklingen i England er dog gået hurtigt på det seneste. Fra at have været meget lidt regulerende har premierminister Boris Johnson på baggrund af de mange smittede og døde været nødt til at anvende flere restriktioner.

Derfor kan der hen over weekenden komme yderligere tiltag, der gør træning for fodboldspillere vanskeligere.

Se også: Schmeichel hjælper med stor coronadonation

Se også: Midt i coronakaos: Frier til modelkæresten

Se også: Værtshus-tragedie: Klublegende blev bare 35 år

 

16 kommentarer
Vis kommentarer