Tre åbenlyse problemer: Derfor kradser krisen i City

Med nederlaget til Crystal Palace ligner Manchester City sæsonens store taber

Manchester City synes helt tabt i titelkampen efter mandagens nederlag til Crystal Palace. (Foto: PA)
Manchester City synes helt tabt i titelkampen efter mandagens nederlag til Crystal Palace. (Foto: PA)

Hvis det bare var så simpelt, at succes kvit og frit kunne købes for penge, ja, så skinnede solen altid over Etihad Stadium og den lyseblå del af Manchester.

For med alle Abu Dhabis oliemilliarder i ryggen er det vel groft sagt kun Chelsea, PSG og de spanske giganter, der kan matche købekraften hos de snart meget forhenværende engelske mestre.

Se også: City-manager om nyt nederlag: Svært at fatte

Men alverdens gods og guld har ikke kunnet forhindre, at det endnu en gang er blevet til fiasko i Champions League, hvor gruppespillet igen, igen blev endestation. I Premier League er der heller ikke udsigt til mere end en ny CL-billet efter et seriøst formdyk har knust enhver ambition om et titelforsvar.

Ekstra Bladet har spurgt den tidligere Manchester City-spiller og nuværende ekspert hos 6’eren, Mikkel Bischoff analysere årsagerne til nedturen.

Problem 1: Indkøbene er for dårlige
Knitrende kontanter er bestemt ikke en mangelvare på Etihad Stadium, hvor bestyrelsesformand Khaldoon Al Mubarak og resten af de stenrige bagmænd fra Abu Dhabi er særdeles likvide i kraft af olien under ørkensandet.

Faktisk fosser pengene ud af den arabiske prangerpung.

Ifølge en opgørelse bragt hos Daily Mail i november - altså inden krisen - har City-ledelsen spenderet mere end ti mio. kroner på spillere per indspillet point i Premier League siden 2008– næsten dobbelt så meget som Chelsea. Men pengene er ikke blevet brugt fornuftigt, siger Mikkel Bischoff.

Se også: Palace slukker Citys mesterskabs-drømme

Se også: Palace slukker Citys mesterskabs-drømme - Manchester City har købt ind for rigtig mange penge i de seneste år, men der er ikke mange af indkøbene, der starter inde.  Fernando og Mangala, der er købt i Porto, har været forfærdelige. Det er store fejlkøb, der ikke fortjener at starte inde. Hvis du kigger på deres hold i de store kampe, så er det den samme stamme, som det hele tiden har været. Et hold som Barcelona har også et ’gammelt’ hold, men her er nye spillere som Suarez, Rakitic og Mathieu allerede afgørende i de største kampe.

- De to gamle Barcelona-drenge Ferran Soriano (administrerende direktør – red.) og Txiki Begiristain (sportsdirektør – red.) er gået helt fri for kritik, men når man tænker på, hvor mange, de har brugt, så har de altså en stor del af ansvaret.

- Omvendt synes jeg, at Pellegrini har gjort meget rigtigt, og med de rette spillere tror jeg stadig, at han kan opnå store ting med klubben.

Se Messi drive gæk med City:

Problem 2: Den er gal med indstillingen
Hvem går forrest i modgang? Det er et åbent spørgmål, der i hvert fald ikke blev besvaret i mandagens nederlag til Crystal Palace.

Og ifølge den tidligere Manchester United back og nuværende medlem af trænerstaben omkring det engelske landshold, Gary Neville, er den simpelthen gal med indstillingen hos de lyseblå.

- De har et mentalitetsproblem, det er der ingen tvivl om. Når man vinder mesterskabet, skal man fastholde sulten. Det gør de ikke. De når til toppen af bjerget, og så puster de ud og siger, ’puha, vi gjorde det’, lyder Nevilles kritik, der bakkes op af Mikkel Bischoff.

Se også: Medie: Man City forhandler med Ancelotti

– Jeg er helt enig. Det er gået ligesom første gang, de vandt mesterskabet. De har en del lidt lade spillere som Samir Nasri, der hellere vil spille fremad end tilbage. Du så det mod Liverpool, der nedkæmpede City, selvom de groft sagt havde spillet mod Besiktas halvandet døgn tidligere. Og du har set det mod klubber som Burnley og senest mod Crystal Palace De har for store udfald og har svært ved at motivere sig. De kan i de gode perioder, men deres problem er, at de faldet meget langt, når det ikke kører.

Problem 3: Stjernerne er for gamle og leverer ikke:
Gary Neville er heller ikke imponeret over mikset i truppen hos de detroniserede mestre.

- De kan ikke fastholde successen og forsvare titlen. Og de bliver ældre. Gennemsnitsalderen er med 29 et halvt år den højeste i Premier League.  Desværre kommer nogle af dem til at betale for det, og de vil ikke være der til næste år, forudser Gary Neville.

Og Mikkel Bischoff peger videre på, hvor meget kombinationen af mætte og aldrende spillere har kostet i titelkampen.

- Det kan godt handle om sult. De store spillere i klubben har været langt under niveau i længere tid. Vincent Kompany har begået fejl på fejl. Yaya Touré har ikke leveret og Aguero har heller ikke været på toppen. Så det er et kæmpe problem for City, at stjernerne bare ikke leverer.  En grund kan være, at gennemsnitsalderen simpelthen er for høj.  Sergio Aguero (der er 26 år – red.) er ofte den yngste. Der er det vigtigt at have det rette miks af unge og gamle, som de eksempelvis har hos Arsenal og Chelsea.

 Se også: City-manager lover Chelsea kamp til stregen

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere