Trofæ-tørke gør ondt: Chelsea-stjerne udelukker ikke afsked

En sæson uden trofæer er ikke noget, der giver Thibaut Courtois særlig stort mod på tilværelsen i Chelsea

Thibaut Courtois udelukker ikke et brud med Chelsea. (Foto: PA Photos)
Thibaut Courtois udelukker ikke et brud med Chelsea. (Foto: PA Photos)

Thibaut Courtois er en af verdens bedste målænd. Han er bare ikke i en verdens bedste klubber.

I hvert fald ikke lige i denne sæson, hvor belgierens arbejdsgiver Chelsea stadig forsøger at slikke sårene efter et rædselsfuldt efterår.

Og på trods af opløftende resultater efter fyringen af José Mourinho,  har klubben allerede udspillet sin chance i alle turneringer. Det bliver ikke til trofæer i år.

Den slags er ikke hverdagskost på de kanter. Stjernerne er vant til succes, og udebliver den, kan de hurtigt selv forsvinde bort til andre adresser.

Chelseas målmand, Thibaut Courtois, er tilsyneladende ingen undtagelse. Ifølge goal.com giver han således et noget tvetydig svar på, hvorvidt han ønsker at fortsætte i London-klubben efter sæsonens afslutning.

- Jeg siger ikke ja. Jeg siger ikke nej. Jeg ved det ikke. Jeg har stadig tre år tilbage af min kontrakt, og vi må se, hvad Chelsea ønsker, siger Courtois.

- Det er korrekt, at denne sæson har forandret mig. Indtil nu har jeg altid vundet et trofæ i hver eneste sæson. Vi må håbe på, at næste sæson bliver bedre, lyder det.

Se også: Chelsea forhandler med Dortmund om Hummels

Courtois er i disse dage samlet med det belgiske landshold, hvor resultaterne har været anderledes gode i løbet af det seneste år.

En succesfuld EM-kvalifikation har medført, at Belgien tropper op til sommerens slutrunde i Frankrig blandt favoritterne - og rent faktisk kan Courtois på den led stadig nå at ende med en titel, inden sæsonen går helt på hæld.

Og han er da også begejstret for at være samlet med landsholdet, hvor oplevelsen af den daglige træning er en hel del anderledes, end tilfældet er på klubholdet.

- Niveauet ved træningen er højere. Der er kun verdensklassespillere her, mens der i Chelsea er nogle aktører, som er vurderet lidt lavere, ligesom vi også træner med yngre spillere, siger Courtois.

22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere