Glem bare Štadión pod Dubňom i Zilina.
FC København spiller ganske vist Champions League-kvalifikation i den slovakiske by, men det bliver uden Mathias 'Zanka' Jørgensen.
Næste destination for FCK's anfører bliver Selhurst Park, hvor Huddersfield åbner Premier League-sæsonen mod Crystal Palace.
Mathis 'Zanka' Jørgensen ser lige nu ud til blot at være timer fra at blive præsenteret som ny spiller hos Premier League-oprykkerne.
Ekstra Bladet har fået flere meldinger fra Huddersfield om, at FCK-anføreren allerede er fløjet til England, hvor han i dag gennemgår lægetjek i klubben.
Efterfølgende skal de små detaljer i kontrakten mellem danskeren og oprykkerne forhandles på plads.
Mathias 'Zanka' Jørgensen er udset til at skulle være omdrejningspunktet i centerforsvaret foran Jonas Lössl.
Et stort skifte for FCK-kaptajnen, der kommer på uvant grund. Han har været vant til at styre defensiven hos FC København, hvor løverne oftest har været i fuld kontrol.
Offensiv stil som Bournemouth
Det bliver en helt anderledes hos Huddersfield, der må imødese en sæson, hvor holdet kommer under stort pres. Sidste sæson røg både Middlesbrough og Hull City direkte ned i Championship.
Huddersfields stil bliver imidlertid mange steder sammenlignet med Bournemouth, og det er håbet hos oprykkerne, at de med den samme offensive stil som Bournemouth kan kopiere kystbyens bedrift. To sæsoner efter oprykningen har klubben bidt sig fast i Premier League og sluttede nummer ni sidste sæson.
Mathias 'Zanka' Jørgensen er udset som en nøglefigur i centerforsvaret, hvor han skal sørge for, at indstillingen ikke bliver for defensiv.
FC København og Huddersfield skulle være overens om en overgangssum på cirka 30 mio. kr. melder flere engelske medier. Det beløb har Ekstra Bladet ikke været i stand til at verificere.
Afsløring: Zanka tæt på Premier League-klub
Sommer-indkøb slog til for FCK
Portugisisk medie: Benfica vil hente Santander