Tv-ekspert gik ned med stress: Nu er han tilbage på skærmen

Jesper Grønkjær er tilbage på TV3 Sport som kommentator, efter han har været væk fra skærmen i et lille års tid

Grønkjær er endelig tilbage på skærmen igen. Foto: TV3 Sport
Grønkjær er endelig tilbage på skærmen igen. Foto: TV3 Sport

Der er givetvis mange, der har savnet Jesper Grønkjær på skærmen på TV3 Sports forskellige kanaler.

Den tidligere danske landsholdsspiller måtte nemlig trække stikket sidste forår, da den tidligere offensive profil måtte sygemelde sig med stress og derfor ikke optrådte på skærmen for sin arbejdsgiver TV3 Sport.

Grønkjær havde brug for ro, forlød det dengang, og derfor har vi ikke oplevet ham på skærmen i lang tid.

- Jeg har brug for en pause for at samle kræfter og komme i topform igen. Jeg har det okay, men holder lige nu lav profil og slapper 100% af med min familie.

- Jeg vender tilbage til arbejdet på TV3 Sport, når jeg er på toppen igen, lød det fra Jesper Grønkjær, da nyheden om hans fravær kom ud.

Nu er den anerkendte ekspert og kommentator så endelig tilbage på skærmen igen, da han lørdag formiddag kommenterer kampen Brighton og Chelsea på TV3's MAX-kanal sammen med Carsten Sæbye.

Kampen i dag markerer dermed comeback for Grønkjær, efter han trak stikket i foråret 2017.

Han vender også tilbage foran kameraet som ekspert i forbindelse med forårets Champions League-kampe på TV3 Sport, hvor han for første gang er med i studiet, når Chelsea hjemme møder Barcelona 20. februar.

- Jeg havde brug for en pause til at trække vejret og komme til hægterne. Pausen har været god for mig og min familie, og jeg er nu klar til igen at kaste mig over det, som interesserer mig allermest. Og jeg kan næsten ikke tænke en mere spændende kamp at 'gøre comeback' i, end når Chelsea møder Barcelona, siger Jesper Grønkjær ifølge TV3 Sport.

Hos TV3 Sport er man selvsagt glad for, at den tidligere fodboldprofil endelig kan vende tilbage som ekspert.

- Jesper er en vanvittigt god kollega og en hamrende dygtig ekspert, så vi er selvsagt glade for, at han er tilbage, lyder det fra Sportschef på TV3 Sport, Kim Mikkelsen.

Du kan i øvrigt følge kampen mellem Brighton og Chelsea i vores LIVE-univers øverst i artiklen.

Se også: Fodboldekspert sygemeldt med stress: Jeg har brug for pause

Se også: Stjernen forlod United i tårer: Tvunget til ny klub

47 kommentarer
Vis kommentarer