TV: Fra magi til serie 5-niveau på to sekunder

Manchester Citys Aleksandar Kolarov brillerede først med en lækker detalje mod Liverpool lørdag eftermiddag - men få sekunder senere viste han teknik fra allerværste skuffe

Søndagens Premier League-opgør mellem Liverpool og Manchester City havde næsten det hele, en fodboldkamp kan tilbyde.

Drømmemål, intensitet og tekniske lækkerier.

Liverpool løb i sidste ende med sejren, da en af kampens helt store oplevelser Phillippe Coutinho smækkede bolden i mål til 2-1 med et kvarter igen.

Manchester Citys venstreback Aleksandar Kolarov var ikke så synlig som sin brasilianske modstander, men serberen gjorde dog opmærksom på sig selv efter en times spil.

Kolarov spurtede ned af venstre side og fik bolden serveret af sin holdkammerat James Milner. Serberen udfordrede straks sin direkte modstander Lazar Markovic og snød sin landsmand med en fremragende finte bag om støttefoden.

City-backen manglede bare at sende en god aflevering til Agüero og Silva, der lurede i feltet, men her fejlede Kolarov på det groveste.

Se også: TV: Liverpool vinder drømmekamp over City

Den 29-årige spiller, der ellers har en fremragende teknik, sendte få sekunder efter sin flotte detalje en alt for hård og upræcis aflevering af sted - og spolerede dermed den store mulighed med et serie 5-indlæg - og så fik Liverpool indkast i stedet for...

Finten var dog fantastisk i første omgang - en detalje, der mindede om den, som Fernando Redondo formåede at lave i en Champions League kamp tilbage i 2000, da Real Madrid var på besøg på Old Trafford.

Redondo satte fuldstændig Manchester Uniteds Henning Berg af og serverede bolden til Raúl i 3-2-sejren i dette nostalgiske klip.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere