Fire sæsoner i træk har Manchester-klubberne delt det engelske mesterskab mellem sig.
Søndag eftermiddag røg guldet tilbage til London for første gang siden 2010, og igen var det Chelsea, der sikrede sig titlen.
Det krævede en hjemmesejr mod Crystal Palace, hvis Chelsea skulle vinde mesterskabet allerede søndag med tre kampe tilbage.
Chelsea spillede en skidt første halvleg, og de var heldige med ikke at få straffespark imod sig i en situation, hvor John Terry kastede sig ned og blokerede med hånden.
Blev Chelsea kun mestre, fordi Terry tog med hænder?
Wenger langer ud efter Mourinho
Minuttet før pausen blev der til gengæld fløjtet for straffespark i den anden ende. Eden Hazard blev væltet omkuld, og han sparkede selv.
Belgieren brændte imidlertid straffesparket, men headede selv returen fra målmanden i nettet til 1-0.
Efter pausen kørte Chelsea blot en sikker 1-0-sejr i hus, og påstandene om 'boring Chelsea' vil måske tage til, men manager José Mourinho er formentlig ligeglad.
Guldet er tilbage hos Chelsea.
Arsenal mangler godt nok hele fem kampe, men her kan de kun nå at hente 15 point, og med 16 point op til Chelsea er det en umulig mission at hente Chelsea.
Manchester City på andenpladsen var allerede inden dagens Chelsea-kamp uden chance for guld. City har inden dagens kamp mod Tottenham også 16 point op til Chelsea, men har kun fire kampe tilbage.
Det er Chelseas femte mesterskab nogensinde, og det fjerde siden 2005.
Se tv-klippet med Eden Hazard , der sikrer Chelsea mesterskabet oven over artiklen.