TV: HurriKane ramte plet og Eriksen stolpen i ny sejr

Harry Kane blev dobbelt målscorer, da Tottenham med en meget aktiv dansker vandt udekampen mod Queens Park Rangers

Brandvarme Harry Kane blev dobbelt målscorer på Loftus Road (Foto: PA)
Brandvarme Harry Kane blev dobbelt målscorer på Loftus Road (Foto: PA)

I et livligt London-derby fortsatte Tottenham pointhøsten i Premier League med en fortjent men hårdt tilkæmpet 2-1 sejr på udebane over Queens Park Rangers.

Også fantastiske Harry Kane fortsatte sin gode stime som dobbelt målscorer i kampen, hvor Christian Eriksen i anden halvleg var meget aktiv, udfordrende og målfarlig, indtil han blev skiftet ud kort før tid.

Landstræner Roy Hodgson var mødt frem på Loftus Road, formentlig for at overvære duellen mellem de to brandvarme måltyve, Charlie Austin og Harry Kane.

Se også: Tottenham rykker til Australien

QPR-angriberen markerede sig først. I det 19. minut måtte Tottenham-keeper Hugo Lloris redde kastanjerne ud af ilden for Kyle Walker, der lagde hovedløst tilbage, og fik pareret Austins forsøg, men ti minutter senere blev han passeret. Austin måtte dog se sit venstrebenshug fra nært hold prelle af på overliggeren.

Og mens hjemmeholdets fans begyndte at svine Kane for at være en light-udgave af Austin, slog HurryKane til. På kanten af offside headede han i det 34. minut Andros Townsends frispark i nettet og udlignede til 15-15 i målsluger-duellen.

Det var hans tiende scoring i lige så mange udekampe i Premier League og den sjette i træk.

Se også: I Top 10: Så meget løber Christian Eriksen

Kort efter følte hjemmeholdet sig med rette snydt for et straffespark, da Lloris hoppede vildt ud i Mauricio Isla, fangede hans fod med sin egen og fældede ham.

Anden halvleg var knapt begyndt, før Christian Eriksen for alvor begyndte at røre på sig. En syv-otte meter udenfor straffesparksfeltet tog han et træk til siden og fyrede højrebenet af med det velkendte indadskru, og det flotte hug tog stolpen.

Kort efter var han tæt på at finde Nacer Chadli foran kassen med en tværpasning, og i den anden ende var Bobby Zarmora tæt på at overliste Lloris, og så var det danskerens tur igen. En ripost sprang ud til den fremstormende midtbanegeneral, men hans udmærkede forsøg blev reddet af en liggende Charlie Austin.

Se også: Arsenal-fan overgiver sig: Christian Eriksen er fantastisk

Lidt senere fik Christian Eriksen muligheden direkte på frispark men sparkede forbi Robert Greens mål.

I det 68. minut blev QPR-keeperen rundet af Harry Kane, der havde god tid til at score sit 16. sæsonmål – et færre end Diego Costa og Sergio Aguero.

Sandro sørgede for slutspænding mod sin gamle klub, da han køligt reducerede til 1-2 med et kvarter igen, men gæsterne overlevede det sidste pres.

Se også: Danske tv-giganter klar til Premier League-krig

Med pligtsejren holdt Tottenham liv i håbet om at blande sig i kampen om de Champions League-givende slutplaceringer, mens det ser lidt sort ud for London-rivalerne i bundstriden.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere