Tv-kanal jubler efter shitstorm: Programmet var en succes!

En Tottenham-fan fik sagt nogle kontroversielle ting i mandagens jomfrurejse for det nye TV3-program, PL Parlamentet. Alligevel synes vært Peter Grønborg, at programmet var en succes

PL Parlamentet er et debatprogram, hvor et panel bestående af fans af top-6 klubberne i England debatterer emner fra Premier League. Foto: TV3Sport
PL Parlamentet er et debatprogram, hvor et panel bestående af fans af top-6 klubberne i England debatterer emner fra Premier League. Foto: TV3Sport

Sindene kom i kog hos mange fodboldfans, da de mandag så det første program i TV3's nye satsning, PL Parlamentet.

'Den der svælgen. Ulækre, synes jeg, svælgen ved Hillsborough-katastrofen stadigvæk. Folk der går rundt med tatoveringer med 96 på, jeg synes simpelthen, det er ulækkert.'

Sådan sagde Benny Heidelbach, som var panelets Tottenham-fan i programmets første episode.

Hillsborough-tragedien er fortsat noget, som berører mange Liverpool-fans, og derfor har kommentaren skabt en regulær shitstorm på de sociale medier.

Peter Grønborg, som er vært på den nye tv-satsning mener dog ikke, at det er noget, der skal svælges mere ved.

- Der er sagt det, der er sagt. Og jeg tror, som jeg skrev på Twitter, at mange godt kan sætte sig ind i, hvad det var, Benny Heidelbach sigtede efter. Jeg er enig i, at det blev præsenteret for barskt, og det synes Benny jo også selv, siger Peter Grønborg til Ekstra Bladet.

Benny Heidelbach har efterfølgende undskyldt offentligt på både Facebook og Twitter, ligesom Tottenhams fanklub har taget afstand til kommentaren.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Benny, men han ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen.

Fjerner fokus fra det positive
Den uheldige kommentar har taget meget af fokus fra programmet, som ifølge Grønborg ellers var meget godt.

- Det er meget sjældent, du ser et fodboldprogram have så næsten entydig en positiv modtagelse, siger han.

Derudover mener han også, at hvis man ser bort fra alle kommentarer og opslag omkring Hillsborough-kommentaren, så var der en positiv modtagelse af programmet på de sociale medier.

- Selvom det jo ikke er videnskabeligt eksakt, bare fordi man ser på, hvad der bliver skrevet på Twitter og på de sociale medier generelt, så giver det et indtryk af, at vi har ramt noget, som folk godt kan lide, og det er vi jo glade for, siger han.

Konstruktiv debat
Selvom bølgerne gik højt i det første program, så var tonen alligevel saglig gennem hele programmet, hvis man ser bort fra den enkelte hændelse, som deltagerne også håndterede roligt og konstruktivt.

- Jeg var virkelig glad for det cast, der var der. Jeg var meget imponeret over det generelle niveau, må jeg sige. De står i et debatprogram på tv for første gang. Det er ikke så let, når man ikke har prøvet det før, siger Peter Grønborg.

Det har ifølge Peter Grønborg været hensigten at skabe en konstruktiv debat og undgå at blive useriøse, så det glæder ham meget, at det fungerede allerede fra første afsnit.

- Hvis det bare havde været Liverpool og Manchester United, som havde stået og nedgjort hinanden, eller Tottenham og Arsenal, så havde det være en lille smule plat. Så det er overhovedet ikke intentionen. Den har netop været at prøve at få nogle nuancer på, som nemt kan gå tabt på de sociale medier, siger han.

Tid til evaluering
Hos TV3 er man glade for den positive opbakning til resten af programmet, og efter den offentlige undskyldning fra Benny Heidelbach vil man nu gerne se videre mod at gøre programmet endnu bedre.

- Benny har beklaget, undskyldt og lagt sig ned over for dem, der har følt sig stødt over det, han har sagt. Det har han gjort offentligt, og det gjorde han allerede mandag aften herude i vores studie. Blandt andre over for vores Liverpool-fan, som også har sagt, at undskyldningen er modtaget, og at han synes, vi skal komme videre. Det synes jeg sådan set også, siger redaktionschef hos TV3 Sport, Benjamin Munk Lund.

- Er Benny Heidelbach med i programmet næste gang?

- Ja, hvis han stadig har lyst og mod på det. Men jeg tror, at det er klogt lige at lade støvet lægge sig, inden vi går ind og mærker efter i forhold til det. Så det er der, den står, siger Benjamin Munk Lund.

Programmet som helhed skal nu også gennem en evalueringsproces, hvor de skal finde ud af, hvad der fungerede godt, og hvad de kan gøre anderledes i fremtidige udsendelser.

- Vi glæder os enormt meget til at videreudvikle på det, og forfine det, alt er jo selvfølgelig ikke perfekt. Det kan det ikke være, og det skal det heller ikke være i et debatprogram. Men overordnet set er vi rigtig glade for premieren, siger Peter Grønborg.

Se også: Tusindvis af fans kræver pointstraf til storklub

Se også: Skandaløs planlægning: Pernille Harder må blive væk fra stor prisuddeling

Se også: Aftale på plads: Her kan du se FCK's Europa League-brag

39 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere