TV: Lampard op på siden af Thierry Henry

Frank Lampard sørgede med en scoring mod Leicester for, at Manchester City holder snor i Chelsea på førstepladsen, og med målet tangerede han også Thierry Henrys målrekord i Premier League

Frank Lampard blev af flere eksperter dømt færdig efter sidste sæsons afslutning.

Jose Mourinho gjorde det klart, at veteranen ikke kunne bruges mere i Chelsea, og dermed så det ud til, at Lampards tid var slut på topplan.

Men nej. Den 36-årige midtbanespiller har lukket munden på flere kritikere i denne sæson, hvor han har været afgørende for sin klub Manchester City i flere omgange.

Premier League City-fans kårer Chelsea-ikon som den bedste

Igen i dag sørgede han for at mesterskabsbejlerne fra Manchester hentede tre vigtige point med hjem, da han med kampens enlige scoring passerede Ben Hamer i Leicester-målet, der vikarierer for en skadet Kasper Schmeichel.

Lampard kom med dagens vigtige scoring op på hele 175 mål i Premier League. Det sender ham op ved siden af Arsenal-legenden Thierry Henry på fjerdepladsen over de mest scorende spillere i Premier Leagues historie. Listen føres suverænt af den tidligere topangriber Alan Shearer med 260 kasser.

I London vandt topholdet Chelsea også planmæssigt over Hull med cifrerne 2-0.

Lampards tidligere klub bragte sig foran med 1-0, da lille Eden Hazard for en sjælden gangs skyld scorede med hovedet og bragte storfavoritterne foran.

Hulls Tom Huddlestone gjorde ikke betingelserne nemmere for sit hold, da han helt umotiveret stemplede Chelseas Filipe Luis direkte på knæet og dermed helt korrekt fik en tidlig badebillet.

Det udnyttede Chelsea prompte, da holdets topscorer Diego Costa lukkede og slukkede med scoringen til 2-0.

Chelsea topper stadig Premier League med 39 point, mens Manchester City følger lige efter med 36 point.

0 kommentarer
Vis kommentarer