TV: Matchvinder på Old Trafford: Jubler på Balotelli-manér

Gæsterne fra Southampton overtog tredjepladsen på kampens eneste afslutning indenfor rammen - og målscoreren Dusan Tadic fejrede scoringen med en velkendt jubel-scene

Den første afslutning indenfor rammen faldt i det 69. minut.

Og det fortæller meget godt historien om et uforståeligt chancefattigt opgør mellem Premier Leagues nummer tre og fire. En duel, der ellers lovede så godt med mange fine offensiv-navne på banen.

Men hverken hjemmeholdet Manchester United med folk som Juan Mata, Wayne Rooney, Angel Di Maria og Robin van Persie i front eller gæsterne fra Southampton med medbragt måltyv i skikkelse af  Graziano Pelle formåede at skabe noget som helst inden da.

Se også: United-manager overrasker: Penge spiller ingen rolle

Det kan ind i mellem være svært at afkode Manager Louis van Gaals taktiske tanker, men i dagens opstilling var hans hold temmelig blottet for det skarpe kantspil, der i årevis var klubbens adelsmærke, og Di Maria var placeret helt i front, hvor han sjældent satte en fod rigtigt. Og derfor kunne gæsterne med forholdsvis enkle midler dæmme op for de røde fremstød.

Se også: Degraderet i Manchester United: Her er Lindegaards reaktion

Men tilbage til første afslutning, for den blev særdeles afgørende for kampens resultat. Netop indskiftede Dusan Tadic løb dybt, og selv om serberen var presset fik han skubbet bolden til siden til Pelle, som resolut sparkede fladt på forreste stolperod, før returen sprang tilbage til Tadic, som lige så resolut smækkede bolden fladt i kassen.

Serberen fejrede derefter sin scoring med at tage trøjen af og spændte musklerne i ren Balotelli-stil.

Se målet og jubel-scenen lige her:

Målet skabte lidt mere intensitet, og Juan Mata havde indenfor et minut to store chancer for at udligne fra nært hold. Men heller ikke spanieren kunne ramme kassen.

Heller ikke fem minutters tillægstid udløste United-chancer, og de gæstende fans overtog også lydbilledet med 'When the Saints go marching in'.

Sejren betyder, at Southampton bytter plads med United i tabellen, men der var ikke mange lykønskninger i det kølige håndtryk, som de to meget tidligere, hollandske venner, Ronald Koeman og Louis van Gaal, udvekslede efter kampen.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere