Udefans kan få adgang til Premier League sidst på sæsonen

Premier League-direktør lægger op til, at også fans af udehold kan få adgang til kampe senere i maj

Der var knap 8000 tilskuere på plads på Wembley, da Manchester City i sidste weekend slog Tottenham i Liga Cup-finale. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Der var knap 8000 tilskuere på plads på Wembley, da Manchester City i sidste weekend slog Tottenham i Liga Cup-finale. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun fans af hjemmeholdene, der snart kan se frem til at komme på stadion til Premier League-kampe senere i maj. Også fans af udeholdene kan vise sig at få adgang.

Det fremgår af et brev, som Premier League-direktør Richard Masters ifølge The Times har sendt til de 20 Premier League-klubber.

Masters har kontaktet klubberne for at få deres synspunkt på idéen om at lade 500 fans af udeholdene komme på stadion til hver kamp.

Som et led i den britiske regerings genåbningsplan vil der efter planen blive lukket op imod 10.000 tilskuere ind til kampene i Premier League fra 17. maj.

Tanken er så, at op til 500 af disse billetter skal gå til fans af udeholdet. Masters foreslår, at fem procent af billetterne går til udeholdet.

Dermed kan de to sidste runder af Premier League-sæsonen blive afviklet under disse forhold.

Der har ikke været publikum på tribunerne til Premier League siden nedlukningen i december, og på intet tidspunkt i sæsonen har fans af udehold haft adgang til stadion.

Dog var der tilskuere til sidste weekends Liga Cup-finale mellem Manchester City og Tottenham på Wembley, hvor knap 8000 var til stede.

I den danske Superliga er man allerede begyndt at huse tilskuere igen, men dog kun fans af hjemmeholdene.