Uheldig spanier koster Tottenham dyrt

Sergio Reguilon spillede en meget uheldig hovedrolle, da Tottenham hjemme tabte til Aston Villa

Sergio Reguilon havde en skrækkelig aften, da Tottenham tabte hjemme til Aston Villa. Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix
Sergio Reguilon havde en skrækkelig aften, da Tottenham tabte hjemme til Aston Villa. Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix

Tottenhams ambition om at spille europæisk i næste sæson led et knæk, da holdet på hjemmebane tabte 1-2 til Aston Villa efter en sløj indsats. Især af spanieren Sergio Reguilon.

Pointtabet betyder, at West Ham kan overhale Tottenham på sjettepladsen, mens Everton er a point med Tottenham, som heller ikke længere kan nå Liverpool på femtepladsen.

Der var ellers kun spillet otte minutter, da Steven Bergwijn endelig brød 11 måneders scoringspause for hjemmeholdet.

Han scorede tre mål i sine første tre Premier League-kampe for Tottenham i sæsonen 2019/2020, og siden er det ikke blevet til et eneste mål for klubben. Heller ikke i andre turneringer.

Til gengæld brød han den lidet imponerende stime med et brag. Han erobrede selv bolden og sled sig frem til kanten af feltet, hvorfra han tordnede bolden op i målhjørnet.

Midtvejs i halvlegen blev føringen udlignet. På noget komisk vis. Sergio Reguilon skulle sparke et ufarligt indlæg væk, men det lykkedes ham med det kolde højreben at sende bolden i den forkerte retning og i nettet fra omkring 15 meter afstand.

Og det var bare ikke den spanske venstrebacks kamp.

Fem minutter før pausen formåede han to gange på få sekunder i samme sekvens at aflevere bolden i fødderne på en Aston Villa-spiller, og det straffede Ollie Watkins med målet til 2-1.

En frygtelig indsats af spanieren på et i forvejen skidt spillende tottenhamhold.

Indsatsen efter pausen var heller ikke meget bedre, selv om holdet forsøgte at sætte sig mere på spillet.

Men Aston Villas defensiv stod godt, og kontraspillet fungerede også. Indtil angrebene skulle afsluttes.

Det gjorde dog stadig, at Tottenham aldrig for alvor fik etableret et egentligt pres, og gæsterne holdt stand hele vejen.