Det er længe siden, at Phil Jones sidst har spillet en fodboldkamp, og det varer længe, før han kommer til det igen.
Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær har nedslående nyheder om Jones, der har optrådt 27 gange for England.
En knæskade har holdt den store forsvarsspiller ude i over et år, og Solskjær frygter, at sæsonen er ovre for den 29-årige United-mand.
Han blev opereret i sommer, og håbet var dengang, at han ville være klar inden årets udgang.
Men et comeback har fortsat lange udsigter, for Jones er fortsat ikke sluppet af med sine knæproblemer
- Han har haft et par tilbageslag, og det er sådan en type skade, hvor du er nødt til at være tålmodig og give ham tid.
- Jeg ved ikke, hvornår han vil være tilbage, siger Ole Gunnar Solskjær ifølge Daily Mail.
Han håber naturligvis, at det bliver i denne sæson og har da også registreret Jones i både Manchester Uniteds Premier League- og Europa League-trup.
Men så sandsynligt virker det efterhånden ikke.
Phil Jones har i løbet af knap ti sæsoner spillet 224 kampe for De Røde Djævle, men ikke været i kampen siden 26. januar 2020, da United mødte Tranmere i en FA Cup-kamp.