Havde det været pengene, der alene styrede Zlatan Ibrahimovic’ gøren og laden, var han ikke endt i Manchester United.
I stedet var turen gået til Kina.
Det fortæller hans agent, Mino Raiola, til mediet Il Giornale i Italien.
Uden at komme ind på, hvilken klub der var klar til at gå fuldstændig grassat i pengeregn for at få en svensker på kontrakt, fortæller den altid kulørte Raiola, at spilleren, der har gjort ham til en velhavende mand gennem årene, dog vendte tommelfingeren nedad.
For Zlatan handler det ikke om penge. I hvert fald ikke mere.
- Ibrahimovic er den bedste. Han afviste et bud på 100 millioner euro fra kineserne i sommer, kommer det overraskende fra Raiola.
Og så stopper vi lige og tænker over det:
100 millioner euro… Det er ikke penge, der skulle betales i overgangssum til Paris Saint-Germain, for Zlatans kontrakt var udløbet med den franske storklub.
Skortede ikke på tilbud
Det var angiveligt penge direkte ned i foret på Ibrahimovic’ i forvejen dybe lommer.
100 millioner euro… det svarer rundt regnet til 745 millioner kroner.
Så mange penge har ingen anden spiller i fodboldens historie fået for et skifte.
Raiola kommer ikke yderligere ind på detaljerne i tilbuddet. Om længden på kontrakten eksempelvis.
Ifølge Raiola skortede det ikke på tilbud. Men agenten understreger i interviewet, at det primært handlede om at holde sig på toppen for 34-årige Zlatan.
Det er måske også let nok for en mand, der har tjent sine millioner på skifter til Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Milan, PSG og senest United.
For Zlatan handlede skiftet til United blandt andet om at komme til at samarbejde med José Mourinho igen. De to havde med stor succes arbejdet sammen i italienske Inter og har altid haft et godt personligt forhold.
At United samtidig spiller i Premier League og i den grad forsøger at rejse sig efter flere magre år, har sandsynligvis ikke gjort klubben mindre interessant for Ibrahimovic.
Endelig må det antages, at Zlatan har en månedlig hyre, der ligger bare en anelse over den gennemsnitlige Premier League-spillers.
Begyndelsen i United har været ganske fin for den svenske superstjerne. Han er noteret for seks mål i ti kampe – heraf fire i Premier League.
Ekspert på knæ for Zlatan: Jeg tog fejl af dig