Underlige regler kan redde stjernen fra militærtjeneste

Tottenham står med lidt af et dilemma i forhold til, om de skal lade deres sydkoreanske stjerne få fri til Asian Games

Son Heung-min har gang i lidt af en drømmesæson for Tottenham.

12 scoringer i Premier League og fire i Champions League er det blevet til, men den engelske klub risikerer at måtte undvære sydkoreanerens hurtige fødder og mange mål i begyndelsen af næste sæson.

Sagen er den, at Asian Games, der er en asiatisk pendant til de olympiske lege, afholdes fra 18. august til 2. september, og her vil det sydkoreanske fodboldforbund meget gerne inkludere landets helt store stjerne blandt de tre spillere over 23 år, som man må have med.

Christian Eriksens klub er dog ikke forpligtet til at give Son Heung-min fri, da Asian Games ikke er en del af den officielle FIFA-kalender. Og så skulle det jo være en let beslutning for Tottenham at bede kantspilleren møde til tiden og være klar til Premier League-start i august.

Så simpelt er det dog ikke.

Artiklen fortsætter under billedet..

Tottenham-spilleren er med afstand Sydkoreas største stjerne. Foto: AP
Tottenham-spilleren er med afstand Sydkoreas største stjerne. Foto: AP
 

Militært dilemma
25-årige Son har således fortsat en uafklaret sag om to års militærtjeneste i sit hjemland, og den skal som udgangspunkt påbegyndes, inden han bliver 28 - en potentiel trussel mod den lovende fodboldkarriere.

Men. For der er et men.

I Sydkorea findes der flere fortilfælde, hvor professionelle fodboldspillere er sluppet for en tur i militæret, hvis de leverer varen for nationen i anden sammenhæng - på fodboldbanen eksempelvis.

Swanseas Ki Sung-yueng kunne nøjes med en enkelt måned i uniform, da han var med til at sikre Sydkorea OL-bronze i 2012. En turnering, Heung-min Son ikke deltog i af hensyn til sin daværende klub - tyske Hamburger SV.

Derfor kan der pludselig være incitament for Tottenham til at lade Son deltage i de asiatiske lege. Sydkorea vandt turneringen for fire år siden og med tanke på, at den hårdeste modstand kommer fra lande som Nordkorea, Irak og Japan, så er det nok ikke usandsynligt, at man kan gentage succesen med spillere som Son på holdet.

Mon ikke Tottenham-manager, Mauricio Pochettino, og resten af ledelsen tænker, at et par uger uden Son i starten af sæsonen trods alt er bedre end den truende to år lange militærtjeneste...

Artiklen fortsætter under billedet..

Succes ved Asian Games kan spare Son for to år i militæret. Foto: AP
Succes ved Asian Games kan spare Son for to år i militæret. Foto: AP
 

Landstræner regner med Son
Ifølge Evening Standard skal repræsentanter fra Tottenham drøfte sagen med chefer for det sydkoreanske fodboldforbund. Landets U23-træner regner dog ikke med, at det bliver et problem.

- Jeg kommer til at udtage ham, med mindre der er en speciel situation. Jeg tror ikke, der kommer til at være noget problem, siger Hak-Bum Kim ifølge avisen.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at Sydkorea når helt til tops ved den forestående VM-slutrunde, men i en pulje med Tyskland, Mexico og Sverige er det nok tvivlsomt, om Son og co. overhovedet når videre fra gruppespillet.

Son scorede seneste to gange i weekenden mod Bournemouth. Foto: AP
Son scorede seneste to gange i weekenden mod Bournemouth. Foto: AP
 

Se også: Grotesk udvikling i topkamp: Vagt stukket i halsen

Se også: Skuffet Eriksen efter CL-exit: Vi manglede to ting

 

1 kommentar
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere