På den traditionsrige Boxing Day den 26. december starter det berømte og berygtede julekampprogram i den engelske Premier League.
På godt og vel halvanden uges tid skal alle hold i den bedste engelske række igennem tre spillerrunder lige efter hinanden.
En succesfuld juleperiode og rigeligt med point på kontoen er formentlig det højeste julegaveønske blandt alle klubberne i Premier League. For i sidste ende kan disse kampe sagtens gå hen og blive afgørende for bundstriden såvel som kampen i toppen af ligaen.
Premier League-julen er intens. Jovist. Men det er ikke alle hold, der kommer til at mærke lige meget til julestressen og hive efter vejret, når trætheden melder sig.
Antallet af hviledage mellem de tre spillerunder er nemlig vidt forskellige klubberne imellem.
Det førende hold Chelsea kan således glæde sig over hele syv dages pause modsat ligaens nummer to Liverpool, som må tage til takke med kun fire hviledage i alt.
Helt galt står det til for Southampton og danske Pierre Emile Højbjerg, som blot har sølle tre hviledage at gøre godt med i deres tætpakkede kampprogam.
Ekstra Bladet har samlet et par af de kampe, som er værd at se her i juledagene:
De seks kampe skal du se i Premier League-julen
Andendagen er hårdest
Og det kan sagtens blive et problem, mener den tidligere forsvarsdirigent i Aston Villa og danske landsholdsspiller Martin Laursen, som også selv har mærket den heftige, engelske juletid på egen krop:
- Selvom man med garanti finder en masse energi frem til disse kampe, så er det virkelig hårdt allerede at skulle spille på andendagen igen, siger Martin Laursen til Ekstra Bladet.
- Du kan risikere at spille den 26. december på Boxing Day og så igen den 28. december. Og det er lidt sindssygt, for det er først på andendagen, at du kan mærke, hvor træt du egentlig er efter din seneste kamp.
- Så der er ingen tvivl om, at hold med flere hviledage kommer igennem julekampene på en helt anden måde end de hold, der er mindre heldige med programplanlægningen. Det er ekstremt vigtigt at have lidt fridage til at kunne restituere i, siger han.
Twitter-brugeren Dingosports giver et fint overblik over den ujævne fordeling af hviledagene i Premier League på sin profil:
En kæmpe ulempe
Discovery Networks fodboldekspert Mikkel Bischoff, som også selv har en fortid i Premier League hos Manchester City, er enig i Laursens kritik:
- I de kommende dage er det bare så vigtigt for klubberne at præstere mange gange inden for kort tid. Men det er udelukkende TV-stationerne, der styrer programplanlægningen det derovre, siger Mikkel Bischoff til Ekstra Bladet.
- Liverpools manager Jürgen Klopp var meget utilfreds. Og det er da også en kæmpe ulempe, når man næsten ingen hviledage har.
- Du er altid øm og stiv i benene på andendagen. Så jeg tror, scenariet bliver, at de store hold kommer til at dominere, fordi de simpelthen har bredere trupper. Små hold får ofte problemer med energien og kvaliteten, fordi det er de samme spillere, de bringer i spil hver gang, siger han.
Læs flere nyheder om engelsk fodbold her:
Fra kæmpe joke til stjerne: Derfor er udskældt PL-profil genfødt
Christian Eriksen ser Tottenham som titelkandidat
Fodboldfan dybt forundret: Det gik helt galt med julegaven
Ekstra Bladet gik i arkiverne og fandt de mest læste artikler fra året 2016:
Det elskede vi i 2016: Tørre reporter-tæsk og sex-skænderi
Det elskede vi i 2016: Mulles svensker-scoring og nøgen baneløber
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.