United forgylder Mourinho: Rigere end rivalen

José Mourinho kommer til at overgå selv Pep Guardiola på indtjeningen, når han afløser Louis van Gaal i Manchester United

Der er lagt op til et gevaldigt fodboldslag i Manchester, når Pep Guardiola og José Mourinho tørner sammen. (Foto: AP)
Der er lagt op til et gevaldigt fodboldslag i Manchester, når Pep Guardiola og José Mourinho tørner sammen. (Foto: AP)

Der er lagt op til alle tiders rivalisering i Manchester efter sommerferien, når byens to fodboldgiganter skal slås om herredømmet i Premier League.

Med ansættelsen af Josep Guardiola har Manchester City klart og tydeligt signaleret, at nu skal de enorme investeringer også omsættes til reel dominans - ikke mindst i Champions League.

I den røde del af byen har man været vant til at bestemme, men under først David Moyes og i denne sæson Louis van Gaal er 'De Røde Djævle' blevet en noget tandløs forsamling.

Se også: United-fyrtårn vil have Giggs som van Gaals afløser

Men nu opruster også United på managerfronten: I hvert fald, hvis man skal tro aviser som Daily Mail og Daily Mirror.

De er nemlig rørende enige om, at det nu kun er et spørgsmål om tid, før 'The Special One', José Mourinho, afløser den udskældte van Gaal.

Dermed er der lagt op til et fascinerende fodboldslagsmål i den kommende tid, når de to stjerne-trænere skal skrive nye kapitler om det fjendskab, der blev grundlagt, da Guardiola var træner i FC Barcelona og José Mourinho bestemte i Real Madrid.

Her venter der begge store udfordringer, for selvom begge klubber i øjeblikket sejler gennem sæsonen på slingrekurs, mens sensationsholdet Leicester troner i toppen, så vil forventningerne være tårnhøje i både City og United.

Men hvis man skal tro Daily Mirror, så har Mourinho allerede overhalet Guardiola i den første kappestrid.

For selv om Manchester City sætter rare 140,5 mio. kroner ind på spanierens konto hvert år, så må han nøjes med at være den næstbedst betalte manager i både Premier League og i Manchester.

Således skriver avisen, at Mourinho får en treårig kontrakt på Old Trafford til en værdi af godt 144 mio. kroner om året og dermed kniber han sig forbi rivalen i lønstatistikken.

Se også: FCM under pres før United: Profiler i kamp mod tiden

Avisen løfter også sløret for nogle af Mourinhos planer for sin kommende regeringstid på Old Trafford.

Han ønsker angiveligt at medbringe Atletico Madrids nuværende sportsdirektør Andrea Berta, der beskrives som en nær ven af José Mourinhos agent, den magtfulde Jorge Mendes.

Juan Mata færdig i United
Og Berta kan hurtigt få travlt. For mon ikke, Mourinho vil skifte voldsomt ud i den trup, der ikke har været i stand til at trænge sig på i toppen under Louis van Gaal.

Daily Mail mener i hvert fald at vide, hvem der ikke skal forvente at have en fremtid under portugiserens regime.

Juan Mata kan formentlig godt belave sig på at skulle på klubjagt. Spanieren kom i overskud, da Mourinho foretrak brasilianske Oscar i playmakerrollen, og endte med at rykke til Manchester United.

Ifølge Daily Mail vil United kræve omkring 337 mio. kroner for midtbanespilleren, der angiveligt får selskab af belgiske Marouane Fellaini, som aldrig er blevet den store succes.

Han vurderes til en markedspris på ca. 260 mio. kroner, så et salg af den duo dækker både Mourinhos løn og efterlader endda byttepenge, der kan snoldes op på transfermarkedet.

Se også: Medie: Mourinho har meldt sin United-ankomst

Se også: De Gea stod til monsterløn i Madrid

Dengang Mourinho blev 'The Special One':

86 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere