United overkommer chokstart og slår bundprop

Manchester United kom bagud efter få minutter, men slog alligevel Sheffield United med 3-2 i Premier League

Marcus Rashford (i midten) og Anthony Martial (til højre) stod for Manchester Uniteds mål mod Sheffield United. Foto: Peter Powell/Reuters
Marcus Rashford (i midten) og Anthony Martial (til højre) stod for Manchester Uniteds mål mod Sheffield United. Foto: Peter Powell/Reuters

Torsdagens kamp mod Sheffield United i Premier League startede på ingen måde godt for Manchester United.

Kun små fem minutter var der gået, da David McGoldrick udnyttede en kæmpebrøler af Dean Henderson i United-målet og sendte Sheffield i front.

Men Ole Gunnar Solskjærs tropper svarede igen og endte med at tage en sikker sejr på 3-2. Dermed hoppede Manchester United op på sjettepladsen i den engelske fodboldliga.

United har lige så mange point - 23 - som Everton på femtepladsen og kun to færre end Tottenham oppe på andenpladsen. United har dog spillet en kamp færre end alle holdene over dem i tabellen.

Sheffield United er stadig uden sejre og begravet på Premier Leagues sidsteplads med kun et enkelt point på kontoen.

Det var Marcus Rashford, der udlignede cirka 20 minutter efter åbningsmålet. Angriberen modtog en lang aflevering fra Victor Lindelöf på kanten af feltet og sparkede den prompte i kassen.

Opskriften var stort set den samme ved 2-1-målet. Denne gang var det Paul Pogba, der lavede afleveringen, og Anthony Martial, som sparkede bolden i et tomt mål efter en smule tilfældigt at have fået den forbi fremadstormende Sheffield-målmand Aaron Ramsdale.

Ramsdale så også skidt ud ved 3-1-målet. Det blev lavet af Marcus Rashford efter et flot kontraangreb af United.

Rashfords afslutning var stort set lige på Ramsdale, der havde placeret sig fint, men bolden røg altså alligevel i mål.

Kampen så nu ud til at være afgjort, men Sheffield fik alligevel gjort det til en spændende afslutning.

Med få minutter tilbage af den ordinære spilletid blev det således 2-3. Igen var det David McGoldrick, der stod for Sheffields mål. Denne gang med hovedet efter et hjørnespark.

United holdt dog stand og kørte sejren i hus.