United vandt på sent mål i Newcastle

Der var spillet over 88 minutter, før Ashley Young sikrede Manchester United sejren på St. James' Park i Newcastle

Ashley Young blev matchvinder for Manchester United mod Newcastle. (Foto: AP)
Ashley Young blev matchvinder for Manchester United mod Newcastle. (Foto: AP)

Hvis du sidder og læser dette kampreferat og synes, det lyder bekendt, er det helt forståeligt. Manchester Uniteds opgør mod Newcastle var nemlig, som deres kampe er flest: Klart overtag i boldbesiddelse, men mestendels kønsløst boldflytteri i ufarlig afstand fra modstandernes mål. Og alligevel en sejr efter fremragende målmandsspil af David de Gea.

Sat lidt på spidsen har det været opskriften på de fleste af holdets kampe i denne sæson. Således også på St. James' Park, hvor United fik en 1-0-sejr med hjem til Manchester - denne gang efter et par enorme afbrændere.

Se også: Verdensstjerne var for grim for Real Madrid

Udeholdet havde hele 69 procent af boldbesiddelsen i første halvleg, men det var Newcastle, der var farligst til at starte med. Efter ti minutter prikkede Emmanuel Riviére bolden foran Chris Smalling, der kom klodset ind i duellen. Selv om det lignede et straffespark, signalerede dommer Anthony Taylor på et målspark.

I det 26. minut fik Wayne Rooney halvlegens største chance. Ashley Young lagde bolden ind i feltet til anføreren, der tæmmede den med brystet og pludselig stod fri som følge af en fejlslagen offsidefælde i Newcastle-forsvaret. Tim Krul var dog hurtigt ude af sit mål og gjorde afslutningen svær for Rooney, der også sparkede forbi.

Det forblev målløst før pausen, men tre minutter inde i anden halvleg burde Riviére have bragt sit hold i front. Et frispark blev sendt ind i feltet, og efter en holdkammerat havde hovedet på, dukkede franskmanden helt fri op få meter fra mål. Han forsøgte at prikke bolden forbi De Gea, men keeperen reddede sit hold for Gud-ved-hvilken gang i sæsonen.

Se også: Legende sviner United-stjerne: Du er for nem at spille mod

Den slags ville Tim Krul ikke stå tilbage for. Små ti minutter inde i anden halvleg lavede han først en flot redning på en ellers fri Marouane Fellaini, og da returbolden faldt til Young, var englænderen alt for langsom om at afslutte, og Krul nåede på plads til at levere en blændende dobbeltredning.

Da stadionuret rundede 64 minutter, oplevede St. James' Park et følelsesladet øjeblik, da Jonas Gutiérrez kom på banen. Det var argentinerens comeback efter hans lange kræftforløb, og han blev modtaget på flotteste vis af hjemmebanefansene.

Kort efter fik Papiss Cissé en stor chance. Ander Herrera mistede bolden, og så var Jonny Evans alene med to Newcastle-spillere. Heldigvis for United afsluttede Cissé svagt og sendte bolden forbi mål i fri position.

Se også: Rooney blander sig i sag om bizar udvisning

Det lignede en nullert, men to minutter før tid slog udeholdet til. Wayne Rooney forsøgte at tvinge sig vej gennem Newcastle-forsvaret, der dog erobrede bolden. De kunne dog ikke helt blive enige om, hvad de skulle gøre med den, så Tim Krul fik en utaknemmelig tilbagelægning, som han dog kunne have forvaltet bedre end at sparke den lige ud til Ashley Young. Den engelske kantspiller kunne derefter sparke bolden forbi Janmaat og ind i det halvtomme mål.

Dermed fik United tre vigtige point i kampen om fjerdepladsen og holder sig to point foran rivalerne fra Liverpool. Newcastle forbliver på 11. pladsen.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere