Vanvittig PL-målfest: Hollænder skrev sig ind i historiebøgerne

Georginio Wijnaldum scorede fire kasser i Newcastles 6-2-sejr over Norwich - og han var tæt på at tangere klublegenden Alan Shearers målrekord

Da Newcastle i sommer hentede 24-årige Georginio Wijnaldum fra PSV, var der store forventninger til hollænderen, og dem har han opfyldt til fulde, selvom holdet har haft sine problemer.

Det satte han en tyk streg under søndag aften, da Newcastle tog imod Norwich i Premier League søndag aften.

I en vanvittig målfest, som Newcastle vandt 6-2, lykkedes det den hollandske offensivspiller at score hele fire gange!

Se alle målene i videoen øverst i artiklen

Der er kun én anden Newcastle-spiller, der har formået at score samme antal eller mere i Premier League - legendariske Alan Shearer.

Den tidligere engelske landsholdsspiller garnede fem gange tilbage i 1999/2000-sæsonen, da Newcastle vandt 8-0 over Sheffield Wednesday.

Flot af Wijnaldum, men det lykkedes altså ikke at tangere Shearers Newcastle-rekord.

- Det var fantastisk - selvfølgelig var det dét. Vi har haft svært ved at sikre os sejre denne sæson, og i dag lykkedes det meste. Jeg har faktisk prøver at score fire mål før i karrieren, da jeg spillede for Feyenoord. Men der scorede jeg to på straffe, sagde hollænderen til Sky Sports efter opgøret.

'Jeg scorede fire kasser'. (Foto: AP)
'Jeg scorede fire kasser'. (Foto: AP)
 

Det første Wijnaldum-mål kom efter et indspil i feltet, hvor han sendte et placeret skud i mål med højrefoden.

De to næste var hovedstød efter forarbejde fra Sissoko og landsmanden Janmaat.

Det fjerde var en ren perle, da han kom til skud mindst 20 meter fra mål, hvor han smækkede til bolden med højrefoden og sendte bolden hårdt op i det ene målhjørne.

De to yderligere mål for Newcastle blev scoret af Perez og Mitrovic, mens Norwichs scoringer blev sat ind af Dieumerci Mbokani og Nathan Redmond.

Det var samtidig også Newcastles første sejr i denne sæsons Premier League, som sender dem op på 16. pladsen med seks point - to point efter Bournemouth.

27 kommentarer
Vis kommentarer