Var et kæmpe-flop i Norge: Nu er han solgt for 135 millioner

Oumar Niasse fik aldrig et gennembrud i den bedste norske række. Nu kører det på skinner, hvor Everton har smidt over 100 millioner efter den senegalesiske angriber

Den elendige norske tid er for længst passé for Baye Oumar Niasse (Foto: AP)
Den elendige norske tid er for længst passé for Baye Oumar Niasse (Foto: AP)

Transfervinduer byder altid på underholdende historier. Om det er for overraskende handler, eller især de kiksede af slagsen.

Hvem husker ikke sommerens farce, hvor David de Gea nærmest var Real Madrid-spiller, inden handlen kollapsede i sidste øjeblik, eller West Bromwichs angriber Saido Berahino, der blev snydt for sit ønskeskifte til Tottenham, og derpå nægtede at spille for WBA igen (hvilket han dog alligevel har gjort, red.)

Der var også historien om Peter Odemwingie, som var så ivrig efter at skifte til QPR, at han dukkede op på klubbens træningsanlæg og gav et interview til SkySports som om han allerede var QPR-spiller. Problemet var bare, at klubberne ikke var enige og heller aldrig blev det, og Odemwingie endte med at ligne lidt af en joke.

Se også: TV: Transfervinduets største brøler

Også i dette vindue er der sjove historier.

Ekstra Bladet har allerede fortalt om HB Køge-spilleren Sandro Spasojevic, der fortrød sit skifte til sjællænderne tre dage efter sit skifte, og i stedet vendte tilbage til Marienlyst.

En anden sjov historie er den, der har ramt de norske medier. Nemlig historien om den nyslåede Everton-spiller Oumar Niasse, der tidligere i sin karriere spillede i den norske Tippeliga-klub Brann.

Den norske klub havde lejet Niasse i den senegalesiske klub Ouakam i 2012, men her kunne angriberen overhovedet ikke finde fodfæste, og han fik blot tre indhop i sin tid nordpå og endte som et kæmpe-flop.

Til alt held for Niasse så endte historien dog bestemt ikke her. Den tyrkiske klub Aksisar Belediyespor samlede angriberen op, og der gik det betydeligt bedre, hvor han kom på måltavlen flere gange og imponerede nok til, at russiske Lokomotiv Moskva blev interesserede og skrev kontrakt med senegaleseren.

Her fortsatte Niasse sin succes, og han har gjort det så godt, at Everton-manager Roberto Martinez åbnede den store pengepung og smed 13,5 millioner pund - næsten 135 millioner kroner - af sted for at sikre sig angriberens underskrift.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere