I sæsonen 2015/2016 udgjorde han halvdelen af Premier Leagues bedste back-par, da Tottenham forgæves kæmpede med Leicester om det engelske mesterskab.
Nu er Danny Rose så langt ude i kulden hos José Mourinho, at klubben vil betale den 30-årige englænder for at smutte, inden kontrakten udløber til næste sommer.
Det skriver Football Insider.
Artiklen fortsætter under billedet..
Frosset ud
Danny Rose har været en stor profil for Tottenham, siden han for alvor slog igennem i 13/14-sæsonen og var i flere sæsoner en af ligaens bedste på venstre back - ligesom han også står noteret for 29 landskampe for England.
De seneste sæsoner har dog budt på manglende spilletid, udlejning til Newcastle, skænderi med Mourinho og temmelig ærlige interviews med de britiske tabloidmedier.
Derfor var Roses navn ikke på den 25 mand store liste, som Tottenham tirsdag sendte til Premier League, og han kan dermed ikke spille for klubben, frem til januar-registreringen åbner. Han er heller ikke en del af Europa League-truppen og træner heller ikke sammen med de øvrige førsteholdsspillere.
Til gengæld hæver han en flot hyre svarende til 570.000 kroner om ugen.
Tottenham skulle derfor være interesseret i at afbryde samarbejdet otte måneder før tid for at slippe billigere end de næsten 20 millioner kroner, som Danny Rose har krav på.
Spørgsmålet er så, om spilleren er interesseret i den løsning.
Manager José Mourinho vil næppe blokere for sådan en aftale, for luften mellem de to skulle være iskold efter et skænderi i sidste sæson. Et skænderi, der blev vist i Amazon-dokumentaren om Tottenham, og som eskalerede, fordi Mourinho og Rose ikke var enige om, hvorvidt sidstnævnte fortjente spilletid.
Røg ud i kulden - nu angriber han Mourinho
Mourinho i clinch med spiller: Konfrontation eskalerede
Det var forventet, at den tidligere engelske landsholdsspiller ville skifte klub i det netop overståede transfervindue, men hovedpersonen selv afviste angiveligt tilbud fra den næstbedste række, The Championship.
Rose har tidligere meldt ærligt ud, at han var klar til at lade sin kontrakt løbe ud, selvom han ikke har udsigt til spilletid i det nordøstlige London.
Tottenham hentede venstre backen Sergio Reguilon i Real Madrid og har desuden walisiske Ben Davies til Roses position.
Afviser ét rygte - og bekræfter et andet