Chelsea-angriberen måtte en tur på Beijing Hospital, efter han blev slået i græsset af Arsenal-målmanden, David Ospina.
Episoden fandt sted lørdag, da de to London-klubber spillede en venskabskamp i Beijing.
Pedro jagtede en høj bold ind i Arsenals målfelt, det samme gjorde Ospina. Begge spillere satte alt ind, men det er colombianeren, der var først på bolden, som han resolut boksede væk.
Desværre for spanieren, der stormede frem, var der ingen mulighed for at undvige målmandens flyvende korpus, og Pedro blev banket til tælling.
Her lå han de næste fem minutter, imens Chelseas reddere lappede hans blodige næse sammen, hvorefter han selv gik fra banen.
Antonio Conte skiftede efterfølgende spilleren ud og har oplyst, at Pedro bliver på hospitalet i Beijing, for at de er helt sikre på, at der ikke er varige mén.
Det forventes dog, at han slutter sig til resten af mandskabet i Singapore i løbet af søndagen.
- Han bør være okay. Han bliver her, og hvis situationen er OK, så vil han komme til Singapore i morgen, siger Chelsea manageren ifølge Daily Mail.
Det skrækkelige sammenstød fik ikke nogen konsekvenser for Ospina – tværtimod, så blev han belønnet med et frispark.
En beslutning, der næppe vil falde i god jord blandt Chelsea-fans, der i forvejen har et horn i siden på målmanden, efter han for få år siden lavede en næsten identisk ’tackling’ på den tidligere Chelsea-spiller Oscar.
Selvom Chelsea var nødsaget til at skifte en af deres stjernespillere ud, så formåede de alligevel at levere en overbevisende sejr.
I første halvleg gjorde Willian og Batshuayi det til 2-0, og i anden halvleg scorede belgieren endnu et mål, og gjorde det til kampens resultat 3-0.
Premier League står endnu engang for døren, men hvordan står det til med din klub? Overblik: Her er PL-topklubbernes udfordringer
Chelsea har hentet ny angriber, og han var bestemt ikke billig: Bekræftet: Chelsea køber svinedyr angriber
Salget kan smadre alle tidligere rekorder: 18-årig kan blive verdens dyreste: Her er den heftige pris