Seneste Premier League
Hent flere
Mest læste i Engelsk fodbold
Hent flere

Om Watford FC

De første spadestik, til hvad der senere blev til Watford FC, blev taget i 1881, hvor en flok teenagedrenge, heriblandt Henry Grover, havde fået lov af Jarlen af Essex til at spille fodbold i Cassiobury Park. I 1890 blev området til West Gerts Club og Watford Rovers flyttede ind som det første fodboldhold. I 1893 skiftede man navnet til West Herts.

I 1989 blev klubben lagt sammen med rivalerne fra Watford St Mary’s, og navnet for den nye, samlede klub blev Watford. Det gik op og ned for Watford i de følgende år, men i 1910’erne blev klubben anset som værende en af de bedste klubber i det sydlige England. 

I 1922 flyttede klubben til Vicarage Road, hvilket førte dem ind i en økonomisk krise. Klubben søgte hjælp hos offentligheden, og i løbet af 1930’erne forbedredes den økonomiske situation. Fra 1935 havde Watford sin mest succesfulde periode hidtil med fem top-seks placeringer i tredjedivision i træk.

Klubben var mærket efter anden verdenskrig, og Watford fans var på hård prøve i en lang periode, hvor klubben ikke rigtigt kom frem til de store resultater. Dette ændrede sig dog i 1960’erne, hvor Watford for alvor blomstrede op. Til sæsonen 1959/1960 skiftede holdet trøjer, så de nu spillede i guldtrøjer – et symbol på, at en gylden æra var startet. Holdet kæmpede sig op gennem rækkerne og endte i toppen af anden division. Trofaste fans havde de sidste mange år tænkt, om det nogensinde skulle ske, men nu viste Watford endelig de længe ventede resultater.

1970’erne bød dog på flere udfordringer, og klubben rykkede igen ned i sæsonen 1971/1972. 

Uden for banen skete der dog ting, og i 1976 købte musiklegenden Elton John aktiemajoriteten i klubben, og Graham Taylor blev ansvarlig for holdet. Det blev ti succesfulde år med ham ved roret, og Taylor dannede grundlaget for det Watford, vi kender i dag. 

Elton John var den perfekte klubejer. Han var støttende, havde en kendt og vellidt personlighed og blandede sig uden om beslutningerne omkring holdet. Han kom med den nødvendige finansiering og lod Taylor stå for klubben. Det skulle vise sig at være det perfekte partnerskab.

Resultaterne kom styrtende, og i løbet af fem år rykkede Watford fra fjerde division til førstedivision.

Det var ikke kun på banen, Watford gjorde sig bemærket. De gik forrest med en helt ny samfundsinteresse, hvor spillerne blandt andet deltog i velgørenhedsarrangementer, og Graham Taylor løb London Maraton for at samle penge ind. 
Årene fra 1975 til 1985 var uden tvivl den mest imponerende periode, der nogensinde er set i engelsk fodbold. Hver eneste sæson overgik den foregående, og den fantastiske rejse bød blandt andet på en sensationel 7-1 sejr over Southampton.

Successen varede dog ikke ved. Graham Taylor søgte nye udfordringer i Aston Villa, og de følgende år var præget af nederlag, nedrykninger og trænerfyringer. Elton John solgte klubben til Jack Petchey i 1990, men efter flere turbulente år med trænerfiaskoer og flere nederlag, købte han den tilbage i 1996 og genindsatte Graham som ansvarlig for klubben.

Det skulle altså tage Watford ti år at finde en passende afløser, der kunne levere de samme imponerende resultater, som Graham Taylor, og i sidste ende viste det sig, at det blev ham selv. Historien gentog sig, og med Taylor ved roret rykkede Watford endnu en gang op, til hvad der nu var kommet til at hedde Premier League.

Da Taylor trak sig tilbage, startede en ny periode med udfordringer for Watford FC. De kæmpede med økonomien og havde svært ved at holde sig i Premier League. Årene var præget af usikkerhed og megen udskiftning i både spillerstab, trænerstab og klubejere. Sidstnævnte blev der sat en stopper for i 2012, da familien Pozzo købte klubben. 

Pozzo kom med en helt ny strategi for klubejerskab, der blandt andet indbefattede et verdensomspændende scouting netværk. I sæsonen 2014/2015 rykkede Watford igen op i Premier League.

Med familien Pozzos ankomst fulgte også investeringer i klubbens stadion. En af tribunerne blev opkaldt efter Graham Taylor, og i løbet af 2014/2015 blev hovedtribunen - og dens udvidelse fra nogle år tilbage - erstattet af den nye Sir Elton John tribune.

Udvalgte Watford-spillere

Cliff Holton (1958-1961, 1965-1966) kom – til stor overraskelse for mange, eftersom Watford kæmpede helt nede i fjerde division - til klubben fra Arsenal. Han satte klubrekord med 48 mål i sæsonen 1959/1960 og havde stor del i, at klubben rykkede op i tredje division.

Lloyd Doyley (2001-2015) startede på Watford Academy og spillede 443 førsteholdskampe i løbet af sine 14 år i klubben Han skrev historie, da han scorede karrierens første mål i sin kamp nummer 269 – otte år efter sin debut på førsteholdet.

Udvalgte managere

Graham Taylor (1977-1987, 1996-2001) omtales af klubben selv som det største individ i klubbens historie. Han ledte Watford fra fjerde division til førstedivision mellem 1977 og 1982 og har fået en tribune opkaldt efter sig. 

Graham Taylor står som den tydeligste træner i Watfords historie, som ellers har været præget af ustabilitet, trænerudskiftninger og meget svingende resultater.

Watfords trofæer

Klubben har aldrig vundet nogle af de helt store trofæer, men har været i finalen i Førstedivisionen (som blev til Premier League i 1992) i 1982/1983.

Derudover har de været i finalen i FA Cuppen to gange i henholdsvis 1983/1984 og 2018/2019.

Danskere i Watford

Allan Nielsen (2000-2003) kom til Watford som det dengang dyreste køb nogensinde. Han kom til klubben fra Tottenham Hotspur, hvorfra han i en periode også havde været udlejet til Wolverhampton. Han tog efterfølgende tilbage til Danmark, hvor han startede som manager i Herfølge BK.