Wenger får karantæne og kæmpe bøde efter dommer-skænderi

Arsenals manager Arsène Wenger får karantæne og bøde efter at have overfuset dommer Mike Dean

Arsenal-manager Arsène Wenger er blevet idømt en karantæne på tre kampe og en bøde på 40.000 pund (335.000 kroner), efter at han nytårsaftensdag overfusede dommer Mike Dean i et omklædningsrum.

Det skete efter kampen mod West Bromwich, hvor Dean i kampens sidste minutter tilkendte WBA et tvivlsomt straffespark - og det faldt altså ikke lige i Arsenal-managerens smag.

FA åbnede en disciplinærsag mod franskmanden, der altså nu har fået en dom, der udelukker ham fra at sidde på bænken i FA Cup-kampen mod Nottingham Forest søndag, mod Chelsea i Liga Cup'ens semifinale på onsdag samt udekampen i Premier League mod Bournemouth i næste weekend.

Wenger indrømmede ved høringen, at han opførte sig upassende og talte for grimt til dommeren ved blandt andet at stille spørgsmål til Mike Deans integritet.

Efter onsdagens lokalderby hjemme mod Chelsea var Wenger også kritisk over for kampens dommer, som tildelte udeholdets Eden Hazard et straffespark.

FA meldte fredag ikke noget ud omkring den seneste kritik, men forbundet har tidligere udtalt, at Wenger også skal forklare sig i den sag.

Den relativt hårde karantæne kommer ikke mindst i lyset af, at Wenger i sidste sæson også fik en karantæne. Dengang fik han fire kampe i skyggen, efter at han havde skubbet dommer Anthony Taylor.

Se også: Karantæne truer Arsenal-boss: Overfusede dommer efter straffespark

Se også: Raser over dommeren og joker med selvmord

 

15 kommentarer
Vis kommentarer