West Ham-spiller får lang karantæne for snotklat

Arthur Masuaku er blevet sendt i skammekrogen i seks kampe, efter at han lørdag spyttede på en modstander

Arthur Masuaku bliver præsenteret for det røde kort efter spytte-gate. Foto: Paul Currie/BPI/REX/All Over Press
Arthur Masuaku bliver præsenteret for det røde kort efter spytte-gate. Foto: Paul Currie/BPI/REX/All Over Press

Det blev en kostbar spytklat, som fodboldspilleren Arthur Masuaku lørdag fik sendt afsted mod en modstander i FA Cup-kampen mellem Premier League-klubben West Ham og Wigan på sidstnævntes hjemmebane.

West Ham-spilleren lod tidligt i anden halvleg sine frustrationer få frit løb mod hjemmeholdets Nick Powell.

Arthur Masuaku spyttede mod Wigan-spilleren, og det kostede ham et direkte rødt kort.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) har mandag tildelt West Ham-spilleren seks spilledages karantæne, skriver BBC.

West Ham var bagud 0-1, da Arthur Masuaku forløb sig, og London-klubben endte med at tabe 0-2 til Wigan, der er tophold i den tredjebedste række.

Efter kampen fordømte West Ham-manager David Moyes sin spillers handling, som han kaldte 'foragtelig'.

Arthur Masuaku var også hurtigt ude og beklage sin opførsel på sociale medier.

Se også: Ad! Spyttede på modstander - nu er chefen rasende

Se også: Klubben bekræfter: Hareides brandvarme VM-bobler på vej væk

1 kommentar
Vis kommentarer