Seneste Premier League
Hent flere
Mest læste i Engelsk fodbold
Hent flere

Om West Ham United FC

Klubben blev grundlagt i 1885 som Thames Ironworks FC, men blev lavet om til West Ham United FC i 1990. Holdet startede med at spille på Memorial Ground i Plaistow, men flyttede til Boleyn Ground Stadium ved Upton Park i 1904. Grundet placeringen blev Boleyn Ground mest kendt som Upton Park.

I 2016 flyttede klubben efter mere end 100 år på Boleyn Ground. Deres nye hjemmebane blev the London Stadium, som har plads til 60.000 tilskuere

Grundet holdets arbejderoprindelse bliver de stadig kaldt the Irons og især the Hammers, hvilket også er grunden til, at titlen som Årets Spiller i West Ham United hedder Hammer of the Year.

West Ham United har en del rivaliseringer, men især med de andre Londonklubber, herunder Tottenham Hotspur og Chelsea.

Den største rival er dog Millwall. De to hold er lokale rivaler med sammenflettede historier og nogle af de mest voldelige episoder mellem holdets fangrupper. I 1972 blev en Millwall fan dræbt på New Cross station efter at være faldet ud af et tog under en slåskamp. 

Rivaliseringen mellem de to holds fanklubber er blandt de ældste og mest voldsomme i engelsk fodbold. I ligacuppen i 2009/2010 skulle holdene møde hinanden for første gang i fire år. Det første til slåskampe uden for banen med voldelige episoder også langt væk fra stadion, herunder seriøse skader, anholdelser og en Millwall fan, der blev stukket ned.

Udvalgte West Ham-spillere

Bobby Moore (1958-1974) spillede i klubben i 16 år og var holdets anfører i mere end et årti. Han er generelt anset som en af de bedste forsvarsspillere i historien, og Pelé har udtalt, at Moore var den bedste forsvarsspiller, han nogensinde havde spillet overfor. Han er ligeledes en del af West Hams tre sønner, som ses på Champions-statuen på Barking Road.

Billy Bonds (1967-1988) spillede mere end 20 år i West Ham og endte med at spille flere kampe end Moore. Han var en lokal helt og blev udnævnt til Hammer of the Year (årets spiller) i 1971, 1974, 1975 og 1987.

Den 6. februar 2019 blev det offentliggjort, at østtribunen på London Stadium ville blive kaldt Billy Bonds Stand (Billy Bonds tribunen). 

Carlos Tevez (2006-2007) har spillet for en del klubber både i og uden for England. Han er kendt for sit sikre spil og sine mange mål, men har også stået for uheldige nyheder i blandt andet West Ham United. I november 2006 blev han udvist efter et raserianfald i en kamp mod Sheffield United. Som straf besluttede hans holdkammerater, at han skulle donere en halv uges løn til velgørenhed og træne i en Brasilien-trøje. Han betalte beløbet, men nægtede at tage en Brasilien-trøje på, da han som Argentiner ikke ville bære sådan en. 

Udvalgte managere

Syd King (1902-1932) var både spiller (1900-1903) og manager for klubben og en af de vigtigste personer i klubbens tidlige år. Under hans ledelse havde klubben en lang periode med stabile resultater og masser af sejre. I slutningen af hans tid som manager gik det dog galt, og West Ham rykkede ned i anden division. Til et bestyrelsesmøde – hvor King efter sigende var mødt fuld op – blev det besluttet, at han skulle afløses øjeblikkeligt. Han blev suspenderet i tre måneder, hvor han heller ikke måtte komme på klubbens stadion. Efterfølgende blev hans kontrakt ophævet permanent, og han begik selvmord mindre end en måned senere.

Sam Allardyce (2011-2015) startede i klubben lige efter nedrykning og lovede at spille flot fodbold, der skulle få holdet tilbage i Premier League uden at gå på kompromis med de stolte traditioner i West Ham United. Han hentede en masse spillere til klubben og solgte endnu flere. Selvom Allardyce bragte resultater, blev han kritiseret for at spille kedelig og langsom fodbold. Klubbens fans udtrykte stor utilfredshed med ham, blandt andet via bannere til holdets kampe, men klubben holdt fast i Allardyce som træner. Det varede dog kun til hans oprindelige kontrakt udløb, da der efter sigende ikke var nogen af parterne, der ønskede at forlænge samarbejde. Herefter tog han til Sunderland og senere Crystal Palace og Everton. 

West Hams trofæer

FA Cup: 1963/1964, 1974/1975, 1979/1980.

Derudover var holdet i finalen i 1922/1923 og 2005/2006.

West Ham United FC har aldrig vundet hverken Premier League eller Champions League. Den højeste placering, de har opnået, er en tredjeplads i Førstedivisionen (som blev til Premier League i 1992) i sæsonen 1985/1986. 

Danskere i West Ham United

Marc Rieper (1994-1997) startede på en lejeaftale fra den danske klub Brøndby, men skiftede permanent til West Ham United efter kort tid. Klubben købte ham især på grund af hans ry som en forsvarsspiller, man slog sig på. Han fik stor succes i klubben, da den hårde engelske spillestil passede perfekt til ham. I løbet af sine 90 kampe for klubben scorede han 5 mål.

Lars Jacobsen (2010-2011) havde et kort ophold i klubben, inden han tog hjem til danske FC København. Jacobsen havde tidligere stiftet bekendtskab med engelsk fodbold gennem klubben Everton, men var også i en del andre klubber gennem sin karriere. Det blev til 24 kampe for West Ham. 

Winston Reid (2010-) startede på en treårig kontrakt, men forlængede senere med yderligere sekst et halvt år. Han har spillet over 200 kampe for klubben og skrev sig for alvor ind i historiebøgerne, da han den 10. maj 2016 scorede det sidste mål nogensinde på Upton Park i en kamp mod Manchester United.