Ydmyget - igen!

Manchester United blev kørt baglæns ud af Old Trafford i lokalopgøret mod Manchester City. De lyseblå vandt 2-0 og forstærkede presset på United-manager Ole Gunnar Solskjær

Se Manchester Citys føringstræffer i lokalopgøret mod United

Trænersædet under Ole Gunnar Solskjær er skoldhedt.

Den norske Manchester United-manager er under et kolossalt pres, og hans job vil endnu en gang være til diskussion efter lørdagens præstation på Old Trafford.

På Drømmenes Teater i Manchester var det rivalerne fra City, der leverede drømmefodbold.

Lokalopgøret endte som en mareridtsforestilling for De Røde Djævle, der slap nådigt med 0-2.

Manchester City trykkede speederen i bund fra første fløjt.

De havde United i et jerngreb og kørte bolden rundt i smukke, effektive kombinationer.

Det blev en frustrerende eftermiddag for Cristiano Ronaldo. Foto: Craig Brough
Det blev en frustrerende eftermiddag for Cristiano Ronaldo. Foto: Craig Brough

Cristiano Ronaldo & co. jagtede skygger, og den aldrende portugisiske stjerneangriber brugte mere tid på egen end på Citys halvdel.

Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da City efter syv minutter kom foran 1-0.

Men måden, det skete på, vil ærgre den røde halvdel af Manchester.

João Cancelo sendte et indlæg ind i United-feltet, hvor Eric Baily helkiksede sin clearing. Ivorianeren ramte bolden med skinnebenet og sendte den forbi en forbløffet David de Gea.

Den 30-årige spanske målmand kunne intet stille op, og det var begyndelsen på en travl arbejdsdag for ham.

De Gea måtte i løbet af få minutter omkring den halve time diske op med en håndfuld redninger - heraf et par rigtig fine af slagsen.

Han holdt Manchester United inde i opgøret, men i 1. halvlegs sidste minut gik det også galt for ham.

Luke Shaw undervurderede et indlæg, og fra en spids vinkel fik Bernando Silva med lidt spansk målmandshjælp sendt bolden i nettet til en City-pauseføring på 2-0.

David de Gea ærgrer sig efter Bernado Silvas 2-0-scoring. Foto: Oli Scarf/Ritzau Scanpix
David de Gea ærgrer sig efter Bernado Silvas 2-0-scoring. Foto: Oli Scarf/Ritzau Scanpix

Manchester United-spillerne måtte lægge ører til spredt buhen, da de med stramme ansigter gik mod omklædningsrummet.

De var i lange perioder blevet spillet baglæns ud af Old Trafford og havde udover en Ronaldo-helflugter godt halvvejs inde i halvlegen intet haft.

I anden halvleg satte City den lyseblå limousine på cruise control i regnen i Manchester.

De rødklædte værter fik ikke lov at være en del af byfesten og var ikke i nærheden af at bringe spænding tilbage i opgøret.

Ole Gunnar Solskjær kløede sig i håret ude på sidelinjen, men blev ikke ramt af en åbenbaring.

Denne gang kunne selv ikke Cristiano Ronaldo redde ham.

United må konstatere, at de er lillebror i Manchester og ikke får lov at lege med, når de store kæmper om pokalerne.

Seneste nyt

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.