Ærlig Schmeichel: Forældre mobbede Kasper

Det har ikke altid været lige nemt for Peter Schmeichel at se sønnen Kasper spille fodbold som drengespiller

Kasper og hans berømte far, Peter Schmeichel. Foto: Ole Steen
Kasper og hans berømte far, Peter Schmeichel. Foto: Ole Steen

Kasper Schmeichel roses af mange årsager, men en af hans store styrker er hans gennemgående professionalisme, hvor han aldrig lader hovedet hænge.

Han har da også lært at være hårdfør allerede som dreng, for da han som drengespiller spillede fodbold, oplevede han ofte, at modstanderholdets forældre råbte nedsættende ord til ham.

Det skriver farmand Peter Schmeichel i sin nye selvbiografi 'One', som britiske The Times har bragt et uddrag af.

Heri fortæller den legendariske målmand, at han i en periode var nødt til at lade være med at se sønnen spille fodbold, da hans tilstedeværelse gjorde mere skade end gavn.

'Det startede allerede, da han startede med at spille for sin skole. I guder, den ondskab, småligheden fra nogle af forældrene til børnene på de konkurrerende hold. De stod og råbte ad denne her lille dreng: 'Ha! Du tror, du er lige så god som din far, men du er lort!' Den slags ting. Han var et barn, men de var ligeglade,' skriver Peter Schmeichel i sin bog.

Peter og Kasper i 1992 under en landsholdssamling. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Peter og Kasper i 1992 under en landsholdssamling. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Far og søn under opholdet i Portugal i 1999. Arkivfoto: Lars Poulsen
Far og søn under opholdet i Portugal i 1999. Arkivfoto: Lars Poulsen

Ved FodboldGalla i 2006 i Cirkusbygningen. Sammen med Kaspers mor, Bente. Arkivfoto: Lars Poulsen
Ved FodboldGalla i 2006 i Cirkusbygningen. Sammen med Kaspers mor, Bente. Arkivfoto: Lars Poulsen
 

Han fortryder dog, at han ikke viste Kasper mere sympati under episoderne, som endte med, at Kasper Schmeichel i en periode stoppede med at spille for at gå til gymnastik i stedet for.

'Jeg prøvede at sige de rigtige ting, men måske skulle jeg bare have lyttet og udvist sympati. Hvis du skærer helt ind til benet, var jeg nok ikke den bedste forælder.'

'Jeg var i fuld gang med min egen karriere og havde ikke så meget ekstra overskud. Jeg manglede at kunne håndtere de ting, der var uden for mine egne behov som spiller,' fortæller Peter Schmeichel.

Siden er det dog gået meget godt, må man sige. Kasper Schmeichel har indtil videre stået 74 kampe for det danske A-landshold.

--------- SPLIT ELEMENT ---------