Anklaget for at mobbe børn: Tidligere topspiller trækker sig

Ung brite satte karrieren på pause efter ophold i Cardiff, hvor den walisiske træner og tidligere topspiller Craig Bellamy angiveligt trynede den unge udlænding

Craig Bellamy fejrer en scoring mod Newcastle i 2007. Foto: AP.
Craig Bellamy fejrer en scoring mod Newcastle i 2007. Foto: AP.

Den tidligere Manchester City- og Liverpool-spiller Craig Bellamy har trukket sig midlertidigt fra jobbet som U18-træner i Cardiff City efter at være blevet anklaget for at mobbe ungdomsspillere.

Det skriver engelske The Telegraph.

Craig Bellamy afviser anklagerne, men vil samarbejde med klubben for at rede trådene ud.

- Jeg er bekendt med beskyldningerne, der er kommet mod mig via medierne. Jeg forstår Cardiff Citys behov for at foretage en grundig undersøgelse som svar på beskyldningerne. På min egen opfordring har jeg midlertidigt trukket mig fra min trænerrolle, så jeg kan bidrage fuldt ud til undersøgelsen.

- Jeg er naturligvis ked af både beskyldningerne, og måden de er kommet frem på, og jeg afviser dem kategorisk, lyder det i en udtalelse fra Craig Bellamy.

Bellamy tager konsekvensen på baggrund af historier i engelske medier, hvor forældre er stået frem med foruroligende historier om den tidligere angribers arbejdsmetoder.

Står ægteparret Maddens beskrivelse i avisen Daily Mail til troende, spillede deres søn Alfie under et frygtens regime, da han frem til efteråret 2017 udfoldede sit fodboldtalent i den walisiske Premier League-klub Cardiff City.

Alfies onde ånd var klubbens ungdomstræner Craig Bellamy, der har spillet for det walisiske landshold og har optrådt på højeste niveau for både Liverpool og Manchester City.

Bellamy, fortæller forældrene i avisen Daily Mail, skabte en atmosfære af frygt omkring sig og trynede målrettet Alfie Madden af den grund, at han er brite og dermed for en waliser er at betragte som udlænding.

Det fik sønnen til at sætte drømmen om en professionel karriere på pause, og han spiller nu på college i USA, mens hans studerer.

- Vores søns personlighed ændrede sig på grund af Craig Bellamy, siger David og Debby Madden til Daily Mail, hvori parret videre fortæller, at det efter et møde med Cardiffs ledelse og Bellamy blev dybt bekymret for sønnens velbefindende.

- Han var desperat ulykkelig. Det var forfærdeligt at se vores 17-årige søn gå gennem det. Det var hjerteskærende, siger David Madden, som ikke blot er en tilfældig curlingfar.

Han er tidligere professionel i Crystal Palace og lod ofte sønnen forstå, at fodboldverdenen nok er barsk, men også er karakteropbyggende. Da det imidlertid snart stod ham klart, at sønnen virkelig var hårdt ramt, skred han til handling, fortæller han i Daily Mail.

Bellamy beskyldes for at ignorere Alfie Madden ved at nægte at trykke hans hånd, når han stod for tur i rækken af walisiske spillere. Desuden skal Bellamy gentagne gange have rettet antiengelske bemærkninger mod Madden og i det hele taget at have mobbet og intimideret den unge spiller med 'xenofobisk opførsel,' skriver Daily Mail. Xenofobi er sygelig angst for alt fremmed.

- Han er som en gud i klubben, og ingen må sige noget, der kan gøre ham vred. Jeg frygter, at det hele bliver fejet ind under gulvtæppet, siger David Madden til Daily Mail.

Se også: Danske stjerner fanget i ond spiral: - Vi har lysten til at give alt og kæmpe

Se også: Tidligere Superliga-spiller i fokus: Kæmpe drop satte United i gang

Se også: 'Hændelse' udskyder Premier League-kamp

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere