Fyret Carlo Ancelotti tager et sabbatår

Den fyrede Chelsea-manager Carlo Ancelotti har ikke travlt med at tage fat på nyt job som træner

Francesco Totti og alle andre, som drømmer om at tiltrække den i Chelsea netop fyrede manager, Carlo Ancelotti, kan godt glemme det.

Italieneren vil ikke arbejde. Han vil holde fri.

- Ser man bort fra en periode på seks måneder, har jeg trænet kontinuerligt siden 1995. Jeg vil holde pause i et år og se mig omkring, siger Carlo Ancelotti til den italienske avis La Stampa.

Carlo Ancelotti blev fyret 22. maj i Chelsea efter to sæsoner i klubben, og spekulationerne om trænerens fremtid er allerede i fuld gang.

Roma-stjernen Francesco Totti ser gerne, at Ancelotti kommer til den italienske hovedstadsklub.

Den tidligere Chelsea-manager afviser over for La Stampa, at AS Roma har kontaktet ham. Det samme glæder Arsenal, der også har været nævnt som en mulig fremtid for den ledige træner:

- Jeg er ikke blevet kontaktet af nogen engelsk klub, siger Carlo Ancelotti, som før opholdet i Premier League aldrig havde været træner andre steder end i Italien.

Den italienske træner, som fylder 52 år på fredag, vil bare slappe af.

- Jeg har ikke travlt. Det har jeg heller ikke brug for at være, siger Carlo Ancelotti.

Italieneren vandt både Premier League og FA Cuppen med Chelsea, inden han blev fyret kort efter 0-1-nederlaget til Everton for knap tre uger siden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere