Italiensk topklub vil have Bendtner

Italienske Lazio er klar til at betale næsten 80 millioner kroner for Bendtner - men Arsenal har afvist tilbuddet

Nicklas Bendtner har ikke fået meget spilletid i denne sæson. (Foto: Getty)
Nicklas Bendtner har ikke fået meget spilletid i denne sæson. (Foto: Getty)

Nicklas Bendtner får ikke lov til at forlade Arsenal i januars transfervindue.

Ifølge The Sun har Arsenal-manager Arsene Wenger afvist et bud fra Lazio, som ville leje angriberen med forkøbsret.

9 millioner pund (ca 79 millioner kroner) skulle den italienske klub, der ligger på andenpladsen i Serie A, tre point efter Milan, være klar til at betale for Bendtner.

Ifølge den engelske avis ønsker Wenger ikke at skille sig af med danskeren, fordi Arsenal stadig er med i fire turneringer. London-klubben er tophold i Premier League, med i Champions League, FA Cuppen og Carling cuppen.

22-årige Bendtner er langt nede i Arsenals angrebshierarki. Nyindkøbet Chamakh er fast starter, Van Persie er tilbage efter en skade og har hele tiden været foran Bendtner, og Theo Walcott er også blevet brugt som indskifter i angrebet i stedet for den danske landsholdsangriber.

Derfor er d en nybagte far desperat i jagten på spilletid, og landstræner Morten Olsen har s endt et tydeligt signal om, at Bendtner har behov for at spille mere.

Han sagde i november, at han er træt af den megen tid på bænken og kan blive nødt til at skifte klub, hvis det ikke ændrer sig.

Siden har Birmingham, Fulham og Everton meldt sig klar til at leje danskeren, men de er alle - ligesom Lazio - blevet afvist af Wenger.

- Jeg vil 100 procent tilbage fra min skade, komme ordentligt ind i truppen og bevise, at jeg hører til i startopstillingen, sagde Nicklas Bendtner i går til Arsenals hjemmeside.