Hodgson afviser Agger-salg

Daniel Aggers manager i Liverpool, Roy Hodgson, afviser spekulationer om, at danskeren er på vej væk

Agger vil ikke sælges - og det bliver han heller ikke, siger Roy Hodgson. (Foto: AP)
Agger vil ikke sælges - og det bliver han heller ikke, siger Roy Hodgson. (Foto: AP)

Liverpools manager Roy Hodgson afviser, at Daniel Agger er på vej vækfra klubben. I både danske og engelske aviser er den skadede forsvarsspiller rygtet væk fra den engelske Premier League-klub.

Men det stiller Roy Hodgson sig uforstående over for.

- Jeg kan ikke forstå, hvordan danske aviser kan skrive sådan noget vrøvl.

- Han har en lang kontrakt med Liverpool, han har spillet mange kampe, men han har været skadet. Jeg ser frem til, at han bliver klar og kan spille igen, lyder det fra manageren til onside.dk.

Hodgson regner med at bruge den danske landsholdsspiller, når han er i topform igen. I forvejen er Jamie Carragher ude med en langvarig skade, og det kan blive Aggers chance.

- Vi tror, han vil hjælpe os, når han kommer tilbage, især når Carragher er ude med en skade, forklarer Liverpool-manageren.