Kæmpebrøler koster Everton en formue

Engelsk U21-landsholdsspiller forlader Everton - klubben glemte at forlænge hans kontrakt!

Dan Gosling er kendt for sit mål mod Liverpool i FA Cuppen. Han kommer ikke til at score flere for Everton lige forløbig. (Foto: AP)
Dan Gosling er kendt for sit mål mod Liverpool i FA Cuppen. Han kommer ikke til at score flere for Everton lige forløbig. (Foto: AP)

Engelske talenter er dyre. De er ekstra dyre, når de skifter mellem to engelske klubber, fordi de alle er interessede i at se en stamme af engelske landsholdsspillere på deres eget hold, og ikke på de andre.

På den baggrund virker det ubegribeligt, at Everton FC nu må lade Dan Gosling gå uden at få så meget som en penny for ham.

I første omgang modsatte klubben sig, at U21-landsholdsspilleren kunne forlade dem uden kompensation, men efter en kort undersøgelse gik brøleren op for klubben, og den kunne intet andet gøre end at lade Gosling gå.

20-årige Gosling vurderes til omkring fire millioner pund i udviklingskompensation, hvis klubben inden kontraktudløb havde indvilliget i at lade ham gå til en anden Premier League på en fri transfer - omkring 35 millioner kroner. En decideret salgspris kunne meget vel være noget højere.

Dan Gosling, der kan spille både på midtbanen og i forsvaret, nåede at spille 22 kampe for Everton og score fire mål - deriblandt sejrsmålet mod Liverpool i en FA Cup-kamp i 2009. Det mål blev siden valgt til sæsonens bedste af klubbens fans. Nu har fansene så også en oplagt kandidat til 'årets brøler'.

Sunderland, Newcastle og West Ham er blandt bejlerne til den frie unge mand.