Selvom Wayne Rooney har været i en klasse for sig selv i denne sæson, så valgte Manchester United-manager Sir Alex Ferguson torsdag at forstærke offensiven.
'De Røde Djævle' har nemlig været på shoppingtur i Mexico, hvor Chivas-angriberen Javier Hernandez røg ned i indkøbskurven.
Den 21-årige 'Chicharito' har allerede bestået lægetjekket og venter nu kun på om arbejdstilladelsen falder på plads.
- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at nå til enighed med Chivas om at hente sådan en spændende ung angriber, der har været en stor profil - både for sin klub og for landsholdet, siger Ferguson til Manchester Uniteds officielle hjemmeside og fortsætter:
- Han vil være en glimrende tilføjelse til truppen og jeg ser frem til at byde den første mexicanske spiller i klubben velkommen til sommer, slutter skotten.