Spurs amok i målorgie: 9-1!

Jermain Defoe scorede fem mål, da Tottenham hentede klubbens hidtil største sejr i Premier League

Efter sine fem scoringer i dag er Jermain Defoe ny topscorer i den engelske Premier League med i alt 11 sæsonscoringer. (Foto: AP)
Efter sine fem scoringer i dag er Jermain Defoe ny topscorer i den engelske Premier League med i alt 11 sæsonscoringer. (Foto: AP)

Hvis Tottenham skulle fortrænge lokalrivalerne fra Arsenal fra tredjepladsen i Premier League, skulle dagens hjemmekamp mod Wigan vindes med utopiske 15 mål.

Det skete naturligvis ikke, men Spurs gik alligevel fuldstændig amok i målrus og vandt med rekordstore 9-1 efter bl.a fem mål af usædvanligt skarpe Jermain Defoe.

Det er Londonholdets største sejr i Premier League-tiden - endda efter sølle 1-0 ved pausen.

Fra start var veloplagte Tottenham overlegne og burde have kværnet gæsterne ned under græsset. Men som det ofte går, havde Wigan pludselig et par muligheder for at udligne, mens Tottenham misbrugte flere chancer.

Lennon som banens bedste
Men i anden halvleg gik Defoe amok med fire mål på 18 minutter, før han kort før tid også blev noteret for sit femte mål - alle skarpt sat ind efter åbent spil.

Dermed fik angriberen betalt tilbage til Spurs-tilhængerne efter en dum udvisning mod Portsmouth for nylig, der udløste en lille nedtur for Spurs efter den fornemme sæsonstart. Men trods målene hed dagens bedste spiller Aaron Lennon.

Kantspilleren kom selv på tavlen, men stod desuden for en stribe oplæg og ligner en sikker starter på Englands VM-mandskab.

Og som kronen på værket på en dag, hvor det meste fungerede optimalt, kunne udskældte David Bentley hamre bolden ind direkte på frispark som indskifter for Lennon.

Og så kan Spurs-fansene vist godt leve med, at de ikke overhaler Arsenal i denne omgang ...

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere