Gerrard melder sig atter klar

Liverpool-kaptajnen er kommet sig så meget, at han nu melder sig klar til mødet med Manchester City i weekenden

Steven Gerrard har været ude med en lyskenskade i mere end en måned. (Foto: AP)
Steven Gerrard har været ude med en lyskenskade i mere end en måned. (Foto: AP)

Landsholdspausen har virkelig været god for Steven Gerrard.

Den skadede Liverpool-kaptajn har brugt pausen på at komme sig fuldstændig over den lyskeskade, der har generet ham gennem længere tid.

Og nu melder han sig klar til weekendens Premier League-brag mod Manchester City.

- Jeg var meget træt efter kampen mod Birmingham (hvor han spillede en halvleg, red.). Det tog mig to-tre dage at komme ovenpå, men jeg har brugt den sidste uges tid til at træne fysikken, fortæller Gerrard til Sky Sports.

Han var senest ude, da England mødte Brasilien i Qatar og har også misset topkampen mod Manchester United, for at nævne et par stykker.

Ekstra frustrerende
United-kampen blev vundet, men ellers har The Reds befundet sig i noget af en krise - senest med uafgjort mod Birmingham og nederlag til Fulham i Premier League, mens Champions League er så godt som et overstået kapitel.

- Nogle af de største lavpunkter i karrieren har været, når jeg har misset storkampe for England og Liverpool som følge af skader.

- Men hvis drengene vinder, så er smerten knap så slem. Så det har været hårdt de seneste uger. Ekstra frustrerende, siger han.

- Men jeg føler mig godt tilpas nu - stærkere end før. Og det handler bare om, at jeg skal have nogle kampe i benene. Det er det vigtigste, siger den hårdføre anfører.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere