Liverpool sejler videre

Liverpool måtte nøjes med 2-2 hjemme på Anfield mod Birmingham

Med et mål på straffespark sørgede Steven Gerrard - trods alt - for det ene point mod Birmingham. (Foto: AP)
Med et mål på straffespark sørgede Steven Gerrard - trods alt - for det ene point mod Birmingham. (Foto: AP)

'This is Anfield'.

De berømte ord over trappen ind til banen på Liverpools berømte hjemmebane klinger efterhånden noget hult.

Med syv nederlag i otte kampe havde Liverpool for alvor kniven for struben og pistolen for panden, men aftenens hjemmekamp mod Birmingham blev heller ikke noget vendepunkt for manager Rafael Benitez og Liverpool, der havde Daniel Agger på banen i hele kampen.

De to hold gav ellers tilskuerne et brag af en kamp, og allerede efter 13 minutter eksploderede The Kop, da David Ngog gav hjemmeholdet en drømmestart med målet til 1-0.

Målet gav Liverpool-spillerne ro, men i stedet for at fortsætte i det opskruede tempo, de lagde ud med, satte Liverpool tempoet ned, og pludselig ud af ingenting var Birmingham tilbage i kampen i det 24. minut.

Roger Johnson fik lov til at heade bolden tilbage i Liverpools felt, hvor Christian Benitez kunne sende udligningen i nettet.

Efter udligningen vågnede Liverpool-spillerne op til dåd, og angrebene bølgede igen ned mod Joe Hart i Birmingham-målet.

Men i dommerens tillægstid inden pausen blev Liverpool igen taget på sengen, da Cameron Jerome med et drømmehug sendte bolden ind bag Pepe Reina i Liverpool-målet.

Efter pausen pressede Liverpool som ventet på for en udligning, men der skulle en meget hjælpsom dommer til, før 2-2 målet faldt.

David Ngog driblede glimrende igennem Birmingham-defensiven i det 71. minut, men da han blev presset af Lee Carsley, lod han sig falde så let, at optagelsen til Statens Teaterskole må ligge lige til højrebenet.

Straffesparket blev sikkert sat ind af Steven Gerrard, der var kommet på banen kort før pausen i stedet for Albert Riera.

Resten af kampen blev et stormløb på Birmingham-målet, men Joe Hart holdt stand, og Birmingham indtager fortsat 15. pladsen i Premier League.

Med det uafgjorte resultat er Liverpool 11 point efter Chelsea på førstepladsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere